Cormac McCarthy: Vejen

På en måde kan man sige, at plottet er gråt som himlen i fortællingen, solen skjult bag lag af aske, rester af alt det liv, der engang var, langsomt dræbende aske, der åndedræt efter åndedræt trænger ned i dine lunger og kvæler dig. Det er den sikre død. Og alligevel går du. Alligevel læser du videre i håbet om, at noget vil ske, at noget vil ændre sig og blive bedre.