Peter Poulsen: 99 digte af Peter Poulsen

Digtene er lette, men ikke uden tyngde. De knitrer og lever, slår ring om deres egne kerner og sætter hårdt af fra jorden. De giver et billede af en mand, der formår at sætte verden i perspektiv, og en, som har noget at sige om det. De skal læses langsomt og nydes i al deres enkelthed, for hvert et digt afgiver store billeder og indeholder en flydende æstetik, som man hurtigt får smag for.

Thomas Boberg: Africana

Vi flagrer fra udblik til indblik, fra svimlende altaner til støvet på vandrestierne. Vi møder politikken og stirrer den lige ind i ansigtet side om side med dem, der sætter livet over styr i forsøget på at finde et værdigt liv. Vi vandrer med den hidsige Madame, drikker kølige colaer i skyggen og forbander vores menneskesind, kynisme og blødende hjerter med tiggerungerne lige i hælene.