Bianca Bellová: Søen

Sproget i romanen er dystert og skabende med en underliggende kraft, der hele tiden titter frem mellem linjerne for at skabe det modløse og triste, der driver hele fortællingen. Alt, der engang var godt, forfalder, der er ingen tryg favn at finde noget sted og alle lever for egen skyld. Bellová har vundet flere priser for romanen, og det med rette. Den er gribende, hudløs og dyb, og den fortæller en historie om, hvor svært det er at forlade sit bur, selvom friheden er lige der foran en. Mennesket er fanget i modløsheden, volden og blindt for alle muligheder for et andet liv.