Benjamín Labatut: Når vi ikke længere forstår verden

Når vi ikke længere forstår verden er en turbulent, farverig og ufattelig fortælling om mennesket holdt op imod skæbne, videnskab og (manglende) medmenneskelighed. Hvad er det, der driver et menneske frem, og hvad kan stoppe et menneske, når det kommer for langt? Labatut springer tilbage i tiden og fortæller historien om de mennesker, der bragte videnskaben frem i verden på godt og ondt med fokus på, hvad små bitte valg og hændelser kan have af betydning for menneskeheden som et hele.

Kenneth Bøgh Andersen: Jekyll & Hyde og Frankenstein – genfortalt

Kenneth Bøgh Andersen har sat sig ved sit skrivebord og har nørklet den gode historie ud af ordvældet. Det er lykkedes ham med bravur, hvad angår begge romaner. Det er nyt, spirende liv mellem fliserne, og det er en fornøjelse at læse de klassiske historier i ny gengivelse. Der er mere knald på, og man går ikke død i ord undervejs. Der er noget helt særligt og knitrende ved begge romaner nu, noget, man godt kunne ane før, men som virkelig står frem nu i de moderne klæder.

Colson Whitehead: Harlem Shuffle

Whitehead skriver lige så forrygende som i de to foregående, men i modsætning til dem, er Harlem Shuffle fyldt med varme og nærvær (til trods for vold og kriminalitet.) Carney er en rolig mand, der lever sit liv, som det nu engang går, og hele romanen vokser langt ud over dens tendens til at være spændingsroman og familiekrønike, for den er bare meget mere. Den er et udsnit af tiden, en essens og en kærlighedserklæring til et liv med mange facetter og krummelurer.

Jesmyn Ward: Mænd vi høstede

Under overfladen taler fortællingen råt og ærligt om den uretfærdighed, der stadig præger tilværelsen i USA, hvis man er sort, og fremstår som en fortælling om de store sociale og historiske kræfter, som begrænser og kontrollerer livet for sorte mennesker. Titlen selv referer til et citat fra en af de store forkæmpere for sortes rettigheder, nemlig Harriet Tubmand, og det er netop kampen, som Ward slår et slag for med sin hjerteskærende fortælling.

Anthony Doerr: Byen i skyerne

Byen i skyerne er et gigantisk værk på mange planer. Den består af adskillige historier, tidslinjer, århundreder, steder, personer, der er flettet sammen med et oldtidsskrift, der på mystisk vis bærer historierne frem og fletter dem sammen i andre tider. Det er næsten ufatteligt godt udtænkt og plottet, og som det var tilfældet med hans tidligere roman, skriver Doerr usvigeligt godt. Det er en roman om mennesket som væsen, de menneskelige vilkår, den grundlæggende godhed, tidsløsheden i bevidstheden, vores evige higen, udfordringer, tankemønstre, et væsen samlet og spredt over århundreder.

Stephen King: Blodtørst

Min absolutte yndling ud af de fire er Mr. Harrigans telefon, som besidder det ægte, typisk Kingske, det, der sidder lige udenfor synsfeltet, det, der vibrerer i luften, men ikke rigtigt giver sig til kende, er det, er det ikke? Du har de kendte elementer, den unge dreng, det lille samfund, det trygge og rolige, og så ... King. Det samme gør sig gældende i novellen Rotten, hvor man som læser aldrig får klar besked, men bliver efterladt med det uhyggelige hvis nu.

Douglas Stuart: Shuggie Bain

ngen foregår i Glasgow i 80'erne. I det store perspektiv handler den om den arbejdsløshed, der i Thatchers tid ramte hårdt og sendte en stor del af befolkningen ud i fattigdom. I det lille perspektiv møder vi Shuggie, der vokser op med en voldsomt fordrukken mor (det er alle de voksne mere eller mindre) og to ældre søskende, der på hver sin måde er flygtet fra hjemmet. Shuggie er anderledes på flere måder, og han knytter sig stærkt til sin mor som en os-to-mod-resten-af-verden-måde, der er hjerteskærende, tung og trist at læse, fordi moren på ingen måde gengælder drengens forblindede kærlighed og støtte.

Jamaica Kincaid: Annie John & Lucy

Kincaid skriver for det indre, ikke det ydre. Det handler ikke om plot eller en fremadskriden, men om en afsøgning af alt det, der ligger under overfladen. Kincaids karakterer indeholder noget mørkt, noget, der normalt ikke vises frem, hvis det findes, og det giver en dyster undertone i hendes værker. Samtidig er det fængende og lokkende, gribende, på sin egen teatralske måde, og det er umuligt at lægge værket fra sig.

Lydia Sandgren: Samlede værker

På samme måde som bogen evner at have flere skikkelser, er dens karakterer også små kamelæoner, der kan ses fra flere vinkler, sådan som det oftest er med mennesker. Det giver en afventende følelse, som aldrig helt slipper en igen, selvom sidste side bladres om, og bogen ender. Man sidder tilbage med en lidt omsust følelse af ikke rigtigt at vide, om man skal forstå det på den ene eller den anden måde, men samtidig er det en værdig og fint opbundet slutning, der lader en falde tilbage i sofaen med en god mæthedsfornemmelse.