Douglas Stuart: Shuggie Bain

ngen foregår i Glasgow i 80'erne. I det store perspektiv handler den om den arbejdsløshed, der i Thatchers tid ramte hårdt og sendte en stor del af befolkningen ud i fattigdom. I det lille perspektiv møder vi Shuggie, der vokser op med en voldsomt fordrukken mor (det er alle de voksne mere eller mindre) og to ældre søskende, der på hver sin måde er flygtet fra hjemmet. Shuggie er anderledes på flere måder, og han knytter sig stærkt til sin mor som en os-to-mod-resten-af-verden-måde, der er hjerteskærende, tung og trist at læse, fordi moren på ingen måde gengælder drengens forblindede kærlighed og støtte.

Jamaica Kincaid: Annie John & Lucy

Kincaid skriver for det indre, ikke det ydre. Det handler ikke om plot eller en fremadskriden, men om en afsøgning af alt det, der ligger under overfladen. Kincaids karakterer indeholder noget mørkt, noget, der normalt ikke vises frem, hvis det findes, og det giver en dyster undertone i hendes værker. Samtidig er det fængende og lokkende, gribende, på sin egen teatralske måde, og det er umuligt at lægge værket fra sig.

Lydia Sandgren: Samlede værker

På samme måde som bogen evner at have flere skikkelser, er dens karakterer også små kamelæoner, der kan ses fra flere vinkler, sådan som det oftest er med mennesker. Det giver en afventende følelse, som aldrig helt slipper en igen, selvom sidste side bladres om, og bogen ender. Man sidder tilbage med en lidt omsust følelse af ikke rigtigt at vide, om man skal forstå det på den ene eller den anden måde, men samtidig er det en værdig og fint opbundet slutning, der lader en falde tilbage i sofaen med en god mæthedsfornemmelse.

Deepa Anappara: Djinn-patruljen på Lilla Linje

Det er bagsiden, der er skrevet til fiktion i Djinn-patruljen på Lilla Linje. Det er historien om gadens og slummens børn i Indien, om fattigdom, sult, druk, affald og barske vilkår som almentilstand. Romanen er journalisten Deepa Anapparas debut i fiktionens verden, og hun trækker meget af sin viden og erfaring med ind i historien om børnene på livets yderkant.

Stephen King: Om at skrive

Alt imens han fortæller om sit liv, krydrer han sine erindringer med alt det, han har lært om at skrive, de gode råd, direkte rettelser og historier om de mennesker, der har ledt ham på vej. Her er der masser af inspiration at hente både for nybegyndere og erfarne skribenter. King skriver om sine erfaringer med samme stilsikkerhed og lethed som han skriver sin fiktion.

Toni Morrison: Elskede

Sproget er bjergtagende, det er som at blive revet afsted af en stærk strøm,  der kaster dig hid og did uden nåde. Historien er grum og brutal, men levende og vedkommende, og du klamrer dig til den som en druknende. Det er ikke en bog, man læser, det er en bog, man mærker, og den mærker også dig, før når du først har læst den, så kan du aldrig glemme den igen.

Colson Whitehead: Drengene fra Nickel

Whitehead skriver i en nærværende, sansemættet stil, og hans fremstilling af karaktererne er ekstremt levende. Billedsproget er ufattelig godt, og det er umuligt ikke at leve sig helt ind i fortællingen og ikke mindst miste fatningen over de grusomheder, der overgår drengene. Naiviteten og troen på idealer er i nærkamp med kynisme og korruption, når Whitehead kridter banen op igen. Det er ikke kun et spørgsmål om race; det er også det endegyldige spørgsmål om, hvad et menneskeliv er værd.