Daniel Boysen: På sit yderste

Daniel Boysen skriver så smukt, så fjerlet og så voldsomt medrivende, at historien om denne kvinde aldrig vil forlade en igen. Hun mindes tabet af datteren, der druknede, mindes følelsen af den lille hånd i sin, og som læser bliver man ramt af denne brutale hjertesorg, så det føles, som er det sket for en selv. Og når det rammer på den måde, ved man, at her taler vi om ægte litteratur, ægte kunst.