Og det er jo netop det, det hele handler om: ordene. Og hvor smukt sammensat de er i denne roman, så de så nænsomt indfanger den islandske sjæl. Livet er, hvad det er. Mennesker kan ikke blive eller gøre mere. De er, som de er. Det afspejles i titlen. Der er en grund til, at fisk ikke har fødder. Det er fordi, man ikke kan gå på vandet. Det er bedst at vide, hvad man er, og hvad man kan.
Og derfor mener jeg også, at bogen er relevant på så mange planer. Det handler ikke om det at være lesbisk, det handler ikke om at være anderledes på den måde. Nej, det handler om at vælge sin egen vej og stå ved den. Og det handler om, hvad forældres manglende kærlighed og forståelse gør ved et barn. Og netop det er så vigtigt. Netop det er hele omdrejningspunktet. Det er ikke skandale, det er ikke sladder, det er ikke sensation. Det er en piges sønderrivende kamp for at opnå sin mors kærlighed, som burde være givet uforbeholdent.
Forlaget Gyldendal, 2018 Lyttelæst via Mofibo Oplæst af Thomas Leth Rasmussen Da jeg var helt ung, knap ude af folkeskolen, en drømmer svævende et godt stykke over den satte muld, drømte jeg om at rejse jorden rundt, jeg drømte om store, gamle træskibe med master og knirkende træværk, om skumsprøjt, fjerne kyster, eventyr og et …
Der var ikke meget latter i historien, faktisk ingen, men der var spandevis af tårer. Og der er en fortælling om en kamp for kærlighed som kræver uhyggeligt store ofre, en fortælling om en verden, der ikke giver plads til forskellighed, en verden, hvis indsnævrethed og intolerance er kvalmefremkaldende. Det gør historien ekstremt vedkommende netop nu.
Hvis vi taler om litteratur, der har noget på hjerte og som gør en forskel, så taler vi også om Achebe. Migrantlitteraturen er stadig ekstremt vigtig, måske endda vigtigere nu end nogensinde før i vores verden med den voldsomme, dybere splittelse henover årtusinders kulturkløft, der er ved at udvikle sig.
Historien springer frem og tilbage i tid alt efter personerne, som hver især får lov at fortælle deres syn på livet. Tidsmæssigt foregår fortællingen mellem 1950'erne og 2001 og spænder geografisk fra Mexico til Rusland. Det centrale er ikke DDR's historie, men følelsen af DDR og det liv, det skabte for familien.
Charmen i fortællingen er de fantastiske, farvestrålende karakterer, som forfatteren har fået skabt: chefen på fabrikken, de gamle, blåhårede damer Monique og Josette, den stakkels Guiseppe, der mistede sine ben til Zerstor, og nu forsøger at få dem tilbage ved at indsamle alle de bøger, der blev trykt af den genbrugsmasse, som benene blev til (!), perfekt navngivet: Haver og køkkenhaver før i tiden.
Konflikterne og kontrasterne er massive, og de syv dage i moderens hus bliver et sammensurium af sex, vold, gamle konflikter, skænderier og kampe, der nok skulle være taget for mange år siden. De forskellige personers historier foldes ud og flettes sammen på magisk vis. Humoren er tilstede hele vejen igennem, men den fordriver ikke helt alvoren i konflikterne, og det er en flot tosomhed af alvor og grin, der bærer historien oppe.