Mens vi venter …

Mens jeg venter på den sidste finpolering af 'Eliors sang', kan jeg godt mærke, at jeg får lidt kildren i maven. Der er sket mange ting, siden jeg skrev den oprindeligt, men stadig lever eventyret i mig næsten lige så stærkt som dengang. Jeg kigger allerede så småt mod treeren (sig det ikke til Josephine, så får hun stress), og jeg glæder mig usigeligt til at dele den med jer.

Isslag og dårlige anmeldelser

Jeg er ikke god til dårlige anmeldelser. Er der nogen, der er det? Det gør ondt, når andre ikke synes, at det, jeg laver, er godt, og jeg skal hale mig selv op hver gang og tale dunder, før jeg kommer på banen igen. Samtidig ved jeg, at med den metier, jeg har valgt, så er det virkelig noget, jeg skal have lært. Der vil altid komme dårlige anmeldelser. Der vil altid være nogen, der ikke ser verden, sådan som jeg ser den, eller elsker det samme, jeg gør.

Redigering af “Eliors sang”

"Eliors sang." Den længe ventede efterfølger til "Lysets datter" er retur fra redigering, og nu venter det hårde arbejde. Den skal tilpasses de ændringer, jeg lavede i etteren efter tyve års skuffetid, og den skal strammes op på mange punkter, nogle karakterer skal have mere scenetid, nogle mindre, og nogle temaer skal mere frem i lyset. Som med alt hårdt arbejde, er der ikke andet at gøre end at gå i gang og tage det skridt for skridt.

#EniliasBogrejse – tanker om Lysets datter

Som nogle af jer måske ved, begyndte min og Enilias historie for cirka sytten år siden. Jeg har skrevet romaner både før og siden, men Syvstjernesagaen er noget ganske særligt stadig væk. Historien fulgte mig gennem en vild del af mit liv, hvor jeg prøvede mig selv af i verden, fandt mit eget ståsted og oplevede en masse personlige eventyr, som nu er en del af den, jeg er. Ligesom Enilia er en ung kvinde, der skal ud og finde sig selv i Syvstjernesagaen, var den periode af mit liv også en periode, hvor jeg prøvede til og fandt mig selv.

Du må aldrig opgive din drøm

Det tog tyve år, faktisk næsten tredive, hvis man regner fra drømmens spæde start, men det lykkedes, og det er ikke slut endnu. Det er kun lige begyndt. Hvad gjorde jeg, for at det skulle lykkes? Jo, jeg blev ved. Jeg søgte det, jeg kunne lide, arbejdede med det, jeg drømte om, omend måske fra bagsiden, men jeg havde stadig fingrene dybt i litteraturen, kunne leve det hver eneste dag, og jeg blev ved med at forsøge, jeg skrev, skrev om, skrev noget andet, prøvede noget tredje, blev ved med at udvikle min stil, ændre på noget, skrue på noget andet, tage udfordringer op og ikke mindst læse, læse, læse.

Vind et signeret eksemplar af “Lysets datter”

I forbindelse med udgivelsen af min nye roman "Lysets datter" udlodder jeg et signeret eksemplar af bogen.

For at vinde skal du bare fortælle mig, hvorfor det netop skal være dig, der skal modtage bogen i din postkasse. Gå ind på dit foretrukne af mine medier og skriv en kommentar. Konkurrencen løber på Instagram, Facebook, LinkedIn og Twitter. Du vælger bare, hvor du vil være med, hopper derind og efterlader din sensationelle begrundelse.

Jeg trækker en vinder efter den officielle udgivelse d. 17. september, hvor du kan opleve mig helt balstyrisk live på Fantasyfestivalens online stream, hvor jeg læser højt fra "Lysets datter." Det må du ikke gå glip af, det er faktisk meget sjældent, man får chancen for at se mig på slap line på den manér 😉