Jón Kalman Stefánsson: Nogenlunde på størrelse med universet

Nogenlunde på størrelse med universet er en fortsættelse af Fisk har ingen fødder. Det er en svimlende historie, en slægtssaga, der på mesterlig vis indfanger både den nutidige hovedperson, Ari, hans bedstemor Margret, Aris far, venner, naboer … og på den særlige måde, som Stefánsson har, bliver alle disse meget mere end bare karakterer i et spind; de bliver levende, lys og skygge, tanker og følelser. Stefánsson skriver dem ind under huden på læseren, tilføjer en dimension af ord, der udvider ens verden til at indeholde disse mennesker. Det er stor litteratur. Det er ægte.