Som i forgængerne Knæk og Jeg er farmor taler Josephsen om alt det, der gør ondt, om barndommen, om nuet og tankerne om en fremtid, der ikke er ret langt fremme for næsen. Det viser, hvad poesien er i stand til, skønheden i den sønderskudte banegård, hvor langt op der er, når man når bunden og endelig ordenes forløsende kraft.