Snorkesvinene er en af den slags bøger, man kan læse højt igen og igen, og der er til både de små og de store. Den handler om at vende det generende omvendt og finde rum og tolerance, så man kan finde takten sammen igen. Også når man snorker. Den søde historie er pyntet med helt geniale illustrationer af Jon Skræntskov.
Etgar Keret er spids som en synål, fløjlsblød i stemninger og knivskarp i sine betragtninger af mennesker. Pineapple crush er en novellesamling, der fryder på alle planer. Den består af 22 noveller, og de er alle perfekt indrammede verdener, der løfter op og kaster dig i dybet.
Det er ingen overraskelse, at Johanna Sinisalo kan skrive så voldsomt godt, for det har hun allerede bevist med Solens kerne og Ikke før solnedgang. Hun skriver helt ind i mennesket, ind i Orvo, hovedpersonen, som gennemlever den dybeste sorg, nemlig at miste sit barn.
mennesket famler sig igennem liv og relationer, ofte på flugt fra noget i sig selv, og med en kæmpe kulturel og religiøs arv bag sig i et usynligt slæbetov.
Og det er smertefuld læsning. Boysens knappe, kolde stil indfanger de dybder, der bliver berørt, når man forsøger at blive gravid, når det lykkes og så ikke lykkes alligevel, tabene, håbløsheden, det spirende håb, det næste slag. Det er bitter og sorgfuld læsning, hvor man som læser selv bliver kastet ud i mørket, og Boysen formår ganske ypperligt at formidle de følelser, der er i kampen mod barnløshed.
David Park er en fænomenal forfatter, når det kommer til at indkredse mennesket og presse det sammen i bogstaver på en side. Tidligere har jeg læst David Park: Under fremmed himmel som var så stærk en oplevelse, at jeg mere eller mindre hulkede mig igennem samtlige sider. Det lange løb er knap så voldsom, men den er stadig intens i sin menneskebeskrivelse og sin fortælling om de vilkår, vi alle må tackle for at kunne fungere i vores liv.
mily har lagt fire nye anmeldelser op på YouTubekanalen af fire bøger, der alle har noget særligt på hjerte. Fra den oldgamle klassiker til en helt ny tone om venskab.
Karila besidder en veltøjlet fortælleglæde, og historien om en ung kvindes kamp mod sig selv, naturen og magi er gribende og smukt fortalt. I Lapland hersker naturen og alle dens væsener fra myter og legender. Civilisationens love er ophævede, og vil man være med, må man følge den traditionelle dans.
Der er et liv og en rytme i hårdheden, et spillende smil bag de blodigste opgør, der er en ukuelighed som en flamme bag ordene, livets ubøjelighed, menneskets næsten trodsige længsel efter et liv, selv når alt forekommer fortvivlende ligegyldigt.
Fortællingen er en oversvømmelse med kæmpebølger og vilde understrømme, mens sproget er som surferen, der med ophøjet ro navigerer hen over det hele uden at miste balancen. Det er tydeligt, at Gospodinov har udvalgt hvert et ord, pudset det til med en lille glasfil, passet det ind i sætningen, så det står allerklarest. Det er en fryd at læse, et vildt ridt, en lang udånding.