Rådström har et stærkt og levende sprog, der danser afsted med de to personligheder og deres særegne træk. Det er både skamfuldt, morsomt, uhyrligt og enerverende, men man kan ikke lade være med at tænke, at Rådström sikkert er landet ganske tæt på virkeligheden i sin fiktion.
Illustrationerne indfanger smukt den barnlige fantasi med hvaler i springvandet og børn, der svæver væk i eventyrverdener. Der er tusind ting at tale om i hver illustration, og det er let at blive begejstret og drømme sig væk i dem.
Glass skriver livet ind i hver en sætning, ikke set udefra, men sådan som det føles for hvert skridt, hvert åndedrag. Det er langsom læsning, det skal synke ned før næste mundfuld, og sådan, bid for bid, foldes verden ud i lys, lyd og krop med alt, hvad den betyder for et menneske.
I historien får drengen Jud muligheden for at ændre på tingenes tilstand ved hjælp af en magisk olie udvundet af olivensten. Søger man bagom historien ned under lagene kan man fremsøge den betydning, som både oliventræ og olie har. Olien kan gøre Jud usynlig, og derfor får man mulighed for at se sin far; den kan også bruges til at gøre en flok børn usynlige, så de endelig kan forcere muren, der adskiller dem fra havet, fra friheden. Grenen fra oliventræet, den berømte fredsgave, olien, der gydes på de oprørte vande, historien, der rykkes op med rode efter tusinde år: Walid Daqqa opfordrer med sin historie til, at landene langt om længe ændrer hele deres mentale tilgang fra krig til fred.
Det er vigtige emner, en vigtig læring om empati, omsorg og venskab. Jeg kan slet ikke understrege nok, hvor vigtig denne bog er. Det er fundamentet i ethvert liv, noget af det allervigtigste, man kan få med sig fra sin barndom: empatien, tanken for et andet menneske, følelsen af at høre til.
Sproget i romanen er vævende poetisk, og man bliver spundet ind i det grå og detaljerede med remser af ord og beskrivelser af den tunghed, der lægger sig over Victor og Monica. Monica holder til det sidste på et håb, mens Victor bliver drevet på flugt af den næsten symbolske kulde i land og samfund.
Trods det tågede udsyn er fortællingen knivskarp og rammende. Det er en fortælling om samfund, kapitalisme og mennesker; en fortælling om, hvordan mennesket udraderes af de store koncerner, hvordan det enkelte liv er uden betydning i en større sammenhæng og hvordan en enkelt lille skæv skrue kan få de største konstruktioner til at falde sammen. Alt i alt en smuk og ekstremt velskrevet allegori over samfund og mennesker i opløsning.
Vi falder ind over dørtrinnet til fuglehandleren Vogels lille butik. Under gulvet gemmer lille Isaac sig, men det ved Vogel ikke. Han tror, han hører stemmer. Isaac skjulte sig, da tyske soldater forsøgte at dræbe ham, det lykkedes dem at skyde hans bedste ven Pearlman, som faldt om med hovedet på Isaacs støvle. Tyngden af Pearlmans hoved forfølger Isaac resten af livet som en halten. Og det er kun begyndelsen ... Kokoschkas dukke folder sig ud som en vifte af farver og forgreninger, den slår krøller på sig selv og ender med at binde alting op, så man ser den store gobelin af sammenhæng og forståelse - menneskets sind og hjerte, verdens sjæl.
Her er endnu en genistreg fra Rørvik og Dybvig. Makkerparret Ræven og Pattegrisen skal ud på mission for at låne en koglesuger, der kan få støvsuget alle hårene ud af et meget beskidt tæppe. Det kræver sit at få Fatter til at udlåne sin nyindkøbte koglesuger, som kræver specialtilladelse og stor viden at bruge. Ræven og Pattegrisen må udtænke en indviklet plan, hvis detaljer du må læse dig til i bogen.
Ikke alene er Melles beretning stærk og gribende, den er også skrevet virkelig stærkt. Sproget i sig selv er knitrende, levende og smukt, og man bliver suget ind i Melles univers på godt og ondt. Det er svært at tro, at det ikke er fiktion, men et andet menneskes sandhed, et andet menneskes hverdag, og det gør ondt, når man indser, at sådan er livet for nogle mennesker, uden kontrol, uden vilje.
