Emily har læst og anmeldt Lilja Scherfigs Drengen uden øre, som er så fint illustreret af Toril Bækmark.
Tag: Jensen & Dalgaard
Ine Duelund Nielsen: Murmellemrum
Emily har med store begejstring læst Inge Duelund Nielsens roman "Murmellemrum." Og hun har optaget en fin video med sin anmeldelse inde fra sin boghule.
Conor O’Callaghan: Ikke i denne verden
Conor O'Callaghans roman er et mesterværk uden hud og skærm. Det er mennesket blottet, og det gør frygteligt ondt at læse, men man læser det, fordi det netop er så levende, menneskeligt, så nærværende og fyldt med livet, når det vender sig på vrangen og kræver sine ofre. Intet bliver givet frit, det skal søges og mærkes bag ordene og meningen.
Juliana Léveillé-Trudel: Nirliitt
Forfald står i front i Léveillé-Trudels smukke fortælling, hvori den hvide socialarbejder fra Montreal har fået et job sommeren over i Salluit. I 1950'erne gik den canadiske regering ind og nedslagtede alle inuitternes slædehunde for at tvinge dem til at blive boende på samme sted, og den gerning har de senere undskyldt med afregning i kolde kontanter. Som i alle andre samfund er alt i Salluit nu et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og det allerdyreste i byen er sprut.
Donal Ryan: Sælsomme vækster
Sælsomme vækster er en poetisk vandring gennem et smukt og snørklet landskab opbygget af intrikate karakterer, menneskelig relation, tætte beskrivelser og en gribende fortælling, der bliver hos dig længe efter. Fortællingen er det blomstrende ukrudt, der finder vej op gennem gadens asfalt, ligesom familierne i fortællingen bryder gennem århundreders tradition og stiltien for at finde nye veje. Med lige dele skæbne, lige dele fundamentale valg snor fortællingen sig gennem blomsterengen i al sin forårspragt.
Betina Birkjær: Monsterbange
Emily har læst Monsterbange, og nu har hun et problem. Se hvad det er på linket herunder:
Marc Reugebrink: Salt
Salt kan læses som en samfundskritik, hvordan alt falder fra hinanden, undergraves og ignoreres, men allerbedst læses den som en litterær, lille perle i fabelform med alt, hvad der hører til. Det er dystert, men sjovt, tragisk, men underholdende, og den er så uhyrlig velskrevet, at det er en fryd fra start til slut.
Niklas Rådström: Gæsten
Rådström har et stærkt og levende sprog, der danser afsted med de to personligheder og deres særegne træk. Det er både skamfuldt, morsomt, uhyrligt og enerverende, men man kan ikke lade være med at tænke, at Rådström sikkert er landet ganske tæt på virkeligheden i sin fiktion.
Beatriz Martin Vidal: Kære tante Agathe
Illustrationerne indfanger smukt den barnlige fantasi med hvaler i springvandet og børn, der svæver væk i eventyrverdener. Der er tusind ting at tale om i hver illustration, og det er let at blive begejstret og drømme sig væk i dem.
Emma Glass: Blå skygger
Glass skriver livet ind i hver en sætning, ikke set udefra, men sådan som det føles for hvert skridt, hvert åndedrag. Det er langsom læsning, det skal synke ned før næste mundfuld, og sådan, bid for bid, foldes verden ud i lys, lyd og krop med alt, hvad den betyder for et menneske.