Drømmen om Østerland udkom første gang i 1901, men den kunne lige så godt være skrevet nu. Sproget er smukt, poetisk og flydende, og det slår armene om en fra første sætning og slipper ikke taget, før bogen er slut. Det er sanseligt og medrivende, dybt og menneskeligt, og det er svært at tænke, at bogen er så gammel, for emnerne og tankerne er dugfriske med temaer som fordomme, kulturmøder og sammenstød, religion, frigørelse, drømme og kærlighed (mere eller mindre umulig).
Livet er langsomt, men ikke kedeligt, verden er lille, men tankerne store. Lærlingen er et mesterværk af livsklogskab og dybere mening med glimt af humor og den betydelige syndsforladelse, der er i forståelse og accept fra et andet menneske.
Det handler om samfundskritik, kunst, rigdom, ansvar, idealisme og kærlighed, når Guldberg folder sin fortælling ud, og det er en skøn blanding af tempo og fordybelse med et smukt, legende sprog. Vægten er lagt på det sindrige plot, og det er verdens ledere, der står for skud, når de finansielle facader bliver sprængt i stykker.
Emily har anmeldt to nye stanglækre bøger fra Jensen & Dalgaard
mand, der konstant roder sig udi problemer samtidig med, at hans forsøg på at samle stumperne op i sit liv virker håbløse og naive. Han står alene med sine værdier og sin viden og ser mod en glittet verden, som han ikke forstår, og heller ikke ønsker at kende.
Snorkesvinene er en af den slags bøger, man kan læse højt igen og igen, og der er til både de små og de store. Den handler om at vende det generende omvendt og finde rum og tolerance, så man kan finde takten sammen igen. Også når man snorker. Den søde historie er pyntet med helt geniale illustrationer af Jon Skræntskov.
Etgar Keret er spids som en synål, fløjlsblød i stemninger og knivskarp i sine betragtninger af mennesker. Pineapple crush er en novellesamling, der fryder på alle planer. Den består af 22 noveller, og de er alle perfekt indrammede verdener, der løfter op og kaster dig i dybet.
Det er ingen overraskelse, at Johanna Sinisalo kan skrive så voldsomt godt, for det har hun allerede bevist med Solens kerne og Ikke før solnedgang. Hun skriver helt ind i mennesket, ind i Orvo, hovedpersonen, som gennemlever den dybeste sorg, nemlig at miste sit barn.
mennesket famler sig igennem liv og relationer, ofte på flugt fra noget i sig selv, og med en kæmpe kulturel og religiøs arv bag sig i et usynligt slæbetov.
Og det er smertefuld læsning. Boysens knappe, kolde stil indfanger de dybder, der bliver berørt, når man forsøger at blive gravid, når det lykkes og så ikke lykkes alligevel, tabene, håbløsheden, det spirende håb, det næste slag. Det er bitter og sorgfuld læsning, hvor man som læser selv bliver kastet ud i mørket, og Boysen formår ganske ypperligt at formidle de følelser, der er i kampen mod barnløshed.