Emily har læst Monsterbange, og nu har hun et problem. Se hvad det er på linket herunder:
Tag: Jensen & Dalgaard
Marc Reugebrink: Salt
Salt kan læses som en samfundskritik, hvordan alt falder fra hinanden, undergraves og ignoreres, men allerbedst læses den som en litterær, lille perle i fabelform med alt, hvad der hører til. Det er dystert, men sjovt, tragisk, men underholdende, og den er så uhyrlig velskrevet, at det er en fryd fra start til slut.
Niklas Rådström: Gæsten
Rådström har et stærkt og levende sprog, der danser afsted med de to personligheder og deres særegne træk. Det er både skamfuldt, morsomt, uhyrligt og enerverende, men man kan ikke lade være med at tænke, at Rådström sikkert er landet ganske tæt på virkeligheden i sin fiktion.
Beatriz Martin Vidal: Kære tante Agathe
Illustrationerne indfanger smukt den barnlige fantasi med hvaler i springvandet og børn, der svæver væk i eventyrverdener. Der er tusind ting at tale om i hver illustration, og det er let at blive begejstret og drømme sig væk i dem.
Emma Glass: Blå skygger
Glass skriver livet ind i hver en sætning, ikke set udefra, men sådan som det føles for hvert skridt, hvert åndedrag. Det er langsom læsning, det skal synke ned før næste mundfuld, og sådan, bid for bid, foldes verden ud i lys, lyd og krop med alt, hvad den betyder for et menneske.
Walid Daqqa: Under muren
I historien får drengen Jud muligheden for at ændre på tingenes tilstand ved hjælp af en magisk olie udvundet af olivensten. Søger man bagom historien ned under lagene kan man fremsøge den betydning, som både oliventræ og olie har. Olien kan gøre Jud usynlig, og derfor får man mulighed for at se sin far; den kan også bruges til at gøre en flok børn usynlige, så de endelig kan forcere muren, der adskiller dem fra havet, fra friheden. Grenen fra oliventræet, den berømte fredsgave, olien, der gydes på de oprørte vande, historien, der rykkes op med rode efter tusinde år: Walid Daqqa opfordrer med sin historie til, at landene langt om længe ændrer hele deres mentale tilgang fra krig til fred.
Inge Duelund Nielsen: Claras bog
Det er vigtige emner, en vigtig læring om empati, omsorg og venskab. Jeg kan slet ikke understrege nok, hvor vigtig denne bog er. Det er fundamentet i ethvert liv, noget af det allervigtigste, man kan få med sig fra sin barndom: empatien, tanken for et andet menneske, følelsen af at høre til.
Dea Sofie Kudsk: Udstrakt landskab
Sproget i romanen er vævende poetisk, og man bliver spundet ind i det grå og detaljerede med remser af ord og beskrivelser af den tunghed, der lægger sig over Victor og Monica. Monica holder til det sidste på et håb, mens Victor bliver drevet på flugt af den næsten symbolske kulde i land og samfund.
María José Ferrada: Kramp
Trods det tågede udsyn er fortællingen knivskarp og rammende. Det er en fortælling om samfund, kapitalisme og mennesker; en fortælling om, hvordan mennesket udraderes af de store koncerner, hvordan det enkelte liv er uden betydning i en større sammenhæng og hvordan en enkelt lille skæv skrue kan få de største konstruktioner til at falde sammen. Alt i alt en smuk og ekstremt velskrevet allegori over samfund og mennesker i opløsning.
Afonso Cruz: Kokoschkas dukke
Vi falder ind over dørtrinnet til fuglehandleren Vogels lille butik. Under gulvet gemmer lille Isaac sig, men det ved Vogel ikke. Han tror, han hører stemmer. Isaac skjulte sig, da tyske soldater forsøgte at dræbe ham, det lykkedes dem at skyde hans bedste ven Pearlman, som faldt om med hovedet på Isaacs støvle. Tyngden af Pearlmans hoved forfølger Isaac resten af livet som en halten. Og det er kun begyndelsen ... Kokoschkas dukke folder sig ud som en vifte af farver og forgreninger, den slår krøller på sig selv og ender med at binde alting op, så man ser den store gobelin af sammenhæng og forståelse - menneskets sind og hjerte, verdens sjæl.