Georgi Gospodinov: Tidsskjul

Fortællingen er en oversvømmelse med kæmpebølger og vilde understrømme, mens sproget er som surferen, der med ophøjet ro navigerer hen over det hele uden at miste balancen. Det er tydeligt, at Gospodinov har udvalgt hvert et ord, pudset det til med en lille glasfil, passet det ind i sætningen, så det står allerklarest. Det er en fryd at læse, et vildt ridt, en lang udånding.

Georgi Gospodinov: En naturlig roman

Gospodinov skriver guddommeligt godt, og det står så lysende smukt, hvordan tragedien ikke stopper historien ud som dramatisk pudefyld. Manden bliver i stedet levende, menneskelig, ægte i sin naturlighed. Det er smukt fragmenteret, cirkulært og afrundet i al sin flagren, og det er tydeligt, hvordan fluer og begyndelser har en central placering. Menneskets verden har mange facetter, mange øjne, mange fragmenter, der aldrig vil give en enkelt helhed, en enkelt historie, som nemt kan genfortælles. Det bliver til skønne brudstykker.