Udsigelsen om den menneskelige sårbarhed og ensomhed er klar, men der er også noget andet på spil bag det hele, der udvider rummet rundt om fortællingen. Selvom emnet på mange måder er tragedie, er der et åndedrag af håb og tro på fremtiden, der lægger sig over siderne og efterlader læseren med en følelse af ikke blot at have været vidne til noget smukt, men også selv at have fået fornyet styrke.
Romanen sætter i gang med et ryk, og så blæser den ellers derudad og forgrener sig i et væk i et flydende og legende sprog. Det er tydeligt, at forfatteren elsker det, hun laver, og begejstringen skinner igennem i hver eneste sætning. Hun skriver for at skildre personerne, og de belønner hende med at springe lyslevende frem fra siderne.
Et lille stykke glas er den linse, sværtet til med personlige erfaringer og indtryk, igennem hvilken, man kan se hele livet og hele den store verden, der ligger udenfor byen og mosen, udenfor en selv. Sproget er smukt og sanseligt og udfoldet, så det strammer ind og vokser sig stort, så historien får lov at sætte af og flyve selv.
Det er mennesket alene i sit liv, der hersker, fraværet af nærhed og menneskets afmagt i forhold til andre mennesker, deres autoritet og mening. Herudfra stråler melankolien og den afmagt, der gennemsyrer alle hovedpersonerne i de otte noveller.
I vores moderne verden jagter vi tid og nærhed på alle de forkerte fronter, og det samme gør personerne i Åh Lunargatan. Det evigtgyldige nærværende spørgsmål: Hvad er meningen? bliver også kastet op mellem alle de andre farvestrålende bolde, og der gives, som altid, ingen svar.
Stilen i bogen er spøgelsesagtig og fin. Sproget tenderer det sentimentale til tider, men matcher sin tid, og stemningen kravler under huden på en. Det er mørkt, det er lukket, det er håbløst, og menneskets grænser rykkes i tvunget eksil; langt fra kærlighed, tryghed og tillid.
Sproget er flydende poesi skabt af den kulde, som er tilstede både i skoven og i deres liv. Det er en kulde, der sniger sig ind mellem ordene, ud mellem siderne og frem fra Isas tanker og minder. Det er vanvittigt dygtigt skrevet, og det er en bog, jeg aldrig vil glemme, men som man også må kæmpe med at ryste af sig igen. Det er for koldt til tårer.
Det her er digte, der er groet sammen med illustrationerne og derefter er vokset ud af siderne og har sendt lange stilke ind i læserens bevidsthed. Det er digte, som lever og er i stand til at genskabe deres sceneri omkring læseren som en alternativ virkelighed.
Det burde det, for Haugland kan noget helt særligt med det skrevne ord. Han skaber netop den mørke materie, som titlen er, noget sejt, tungt og trægt, noget i tankerne, sjælen, livet, som hiver et menneske ned igen og igen, og det er bare fænomenalt godt gjort her.