Gudrún Eva Mínervudóttír: Veje til at overleve

Udsigelsen om den menneskelige sårbarhed og ensomhed er klar, men der er også noget andet på spil bag det hele, der udvider rummet rundt om fortællingen. Selvom emnet på mange måder er tragedie, er der et åndedrag af håb og tro på fremtiden, der lægger sig over siderne og efterlader læseren med en følelse af ikke blot at have været vidne til noget smukt, men også selv at have fået fornyet styrke.

Ljudmila Petrusjevskaja: Vi blev stjålet

Romanen sætter i gang med et ryk, og så blæser den ellers derudad og forgrener sig i et væk i et flydende og legende sprog. Det er tydeligt, at forfatteren elsker det, hun laver, og begejstringen skinner igennem i hver eneste sætning. Hun skriver for at skildre personerne, og de belønner hende med at springe lyslevende frem fra siderne.

Eirik Ingebrigtsen: hvid bog mørk vinter

Sproget er flydende poesi skabt af den kulde, som er tilstede både i skoven og i deres liv. Det er en kulde, der sniger sig ind mellem ordene, ud mellem siderne og frem fra Isas tanker og minder. Det er vanvittigt dygtigt skrevet, og det er en bog, jeg aldrig vil glemme, men som man også må kæmpe med at ryste af sig igen. Det er for koldt til tårer.