Ib Michael leger med den påståede virkeligheds grænser. Der er mere end denne fysiske verden, mere end menneskets sanser, og dette mere findes i sprækken mellem sprog og sanseverden, i hjernens hvide pletter og der lige uden for bevidstheden, hvor vi aner et noget uden at kunne nå det.
1984 åbnede verdens øjne, hvad angår regimer og totalitarisme i 1949. I dag kan vi skæve til de sociale medier, hvor indsamlingen af vores informationer, smag, tendenser og vaner kan bruges til politisk valgkamp. I bogen udraderes selvet, sproget og forståelsen af virkeligheden. Ideologien overtager selvstændig tænkning, og netop her er den evigt lurende fare, også i verden i dag. Den dag i dag er bogen stadig forbudt i visse lande, og dens budskab står klart: Viden er magt.
Netop dette emne gør Svend Brinkmanns bog rigtig interessant. Det læner sig op ad tidens store temaer om klima, flygtninge, religion og grænser, hvilket gør det endnu mere aktuelt. Det sætter en masse tanker i gang, og på sin vis er det en lettelse at tænke væk fra sig selv og udi det mere alment menneskelige. Hvad er et menneske? Hvad gør mig til et menneske?
Bomann har et fint og flyvende sprog, som ligesom i Agathe, gør, at fortællingen flyder med egen strøm. Både Imse og Jonas er levende og vedkommende karakterer, der ikke lige er til at ryste af sig igen. Det er helt sikkert, at du som læser kigger op næste gang, du går forbi et kirsebærtræ.
Fortællingen er dybt gribende, levende og umulig at slippe. Og når sproget er så poetisk og smukt oveni, bliver det ganske enkelt en så vidunderlig cocktail, at den efterlader dig åndeløs og himmelhenrykt. Og så tilsættes spænding, tragedie, glæde, sorg og lyslevende karakterer.
Denne version af Hemmelighedernes kammer er intet mindre end fantastisk. Jim Kay har skabt de mest vidunderlige illustrationer, som indfanger J. K. Rowlings univers og formidler det visuelt på smukkeste vis. Han har en helt formidabel evne til at gøre det magiske endnu mere magisk.
De gamle nordiske sagn er, udover at være nogle spændende historier, en kilde til forståelse af den nordiske del af verden, hvad der har formet den nordiske tradition og væremåde, og hvad der ligger til grund for kulturen og sproget i vores del af verden. Det kan på sigt også gøre det nemmere at forene verdener og kulturer, når man kender til deres baggrund.
Og den er virkelig flot! Både mor og børn vender sider med dyb respekt og forsigtige fingre og hver illustration bliver nærstuderet og diskuteret: hvorfor ligner de ikke dem i filmen og hvorfor er der forskel på bog og film. Og så nyder vi virkelig at svælge i historien nu.
Men Astrid Lindgren havde ikke kun noget at sige til børn, faktisk var meget af det, hun sagde til børnene, også rettet mod de voksne. Det er nemlig sådan, at vi voksne er ansvarlige for børn og børnenes verden, både den verden, de vokser op i og den verden, de skal give videre.
Tove Ditlevsen skal opleves, bogstaveligt talt. Hendes ord skal sanses, smages og mærkes, de skal have lov til at vokse op fra siderne, så fint og forsigtigt som det sind, der såede dem, og så skal de strække sig mod lyset i læserens sind, og der folder blomsten sig ud i al sin litterære pragt med et brag af følelser og sansninger, du aldrig glemmer igen.
