For det første er Som sne i havet utrolig velskrevet. Fra de allerførste linjer springer hovedpersonen op fra siden og er levende og nuanceret, sanselig og medrivende. Historien er hæsblæsende, rørende og dyster, og jeg var konstant forbløffet over, at alt dette kom fra en debut. Der er intet at sætte fingeren på igennem de 196 sider, kun at den er alt for kort, for man vil bare have mere.
Vil du være med i konkurrencen om en plads i Brændpunkts novelleantologi med emnet UDENFOR, som udkommer i efteråret 2020, så fat pennen og send os en novelle! Måske bliver din novelle udvalgt og kommer med i en novellesamling, som bliver udgivet på Brændpunkt og forhåbentlig kommer til at ligge på de danske biblioteker og bliver til salg i de danske boghandlere. Du får en andel af overskuddet ved salg af bogen.
Under morsomhederne findes en løftet pegefinger. Det handler om vores moderne tids sociale medier, afhængigheden af likes, vores higen efter følgere og også det magtmisbrug, der sidder i den anden ende af medierne. Men det er også det eneste alvor, man finder i denne bog. Forfatteren smider om sig med referencer til forfattere og berømtheder og hiver os med ud på et fuldstændigt gakket eventyr, og det er bare sjovt.
Historien er fint struktureret, og der er godt gang i handlingen. Alt i alt er det en letlæst sag, som vil passe fint til en eftermiddag i solen eller en tur til stranden.
Den tegner et klart billede af, hvordan det må være altid at være fremmed, være ingen steder og ingenting, fordi du ikke længere har et sted, du hører til, fordrevet fra et, uaccepteret et andet. Samtidig skildrer romanen en menneskelig krise, tvivlen, panikken, der opstår, når det kendte falder væk og efterlader dig i en malstrøm af tanker.
Det er til tider hylende morsomt, satire af den gode, gammeldags danske og bitre slags. Der er store glade vink til mestrene indenfor genren, Panduro og Søeborg, men også en mere nutidig bidskhed, som bekommer historien godt.
Og Zenon gør det bare rigtig godt. Sproget matcher kaosset, du bliver revet med og kan ikke undgå at blive torpederet af de skarpe følelser, der beskrives. Håbløsheden, den momentane glæde i en nyforelskelse, savnet, angsten, det er der altsammen til fulde mejslet ind i den korte og abrupte form (...)
Selvom ligheden med Werther er noget løs i kanterne, så er romanen spændende læsning. Den giver en stemme til de mange unge flygtninge, der netop nu kæmper for at skabe sig et reelt liv i vores land, og ikke mindst taler den for alle de mennesker, der har lidt og lider forfærdelige skæbner som flygtninge.
Thomas skriver om sit liv, som er stærkt præget af en angstdiagnose, som har fulgt ham siden barnsben. Det skaber et kaos, eller skal vi sige et kaotisk drama, som han må tackle hver eneste dag. Denne kamp har han valgt at skrive om; at få følelser og tanker nedfældet på papir giver ro, et overblik og en anden forståelse af det liv, man lever, og det menneske, man er.
Midt i dette kaos har Birgitte Vestergaard Andersen skrevet en fortælling, der kommer helt derind, hvor det betyder noget rent menneskeligt.
