Jan Sonnergaard var et menneske, der bredte sig lidt ud over det hele og frit stillede sin egen person til skue. Med Radiator fra 1997 indtog han talerskamlen, og han brugte den flittigt, og han trådte langt, langt væk fra det lidt afskærmede og tilbageholdende liv, som mange lever i vores tid; det liv, hvor man sørger for at vise det pæne frem, pudser facaden, vejer sine ord og er uendeligt forsigtig med ikke at træde nogen over tæerne.
Jegor Fetisov strækker hånden ud og byder op til dans, men det er ikke klassisk standard, der er tale om her. Knap har man grebet ham om fingerspidserne, før man bliver hvirvlet ind i et vanvid af rytme, farve og hæleklik. Der er en rytme, man kan følge, hvis man lukker øjnene og lader sig blive ført, den er i halsens puls, i hjertets dunk og i den fineste af røde tråde, som man kan gribe om og holde ved. Det er fantastisk, og det er dybt forførende.
Forsström skriver en cyklus af liv og død, om gentagelser og om bundløs sorg, så mange tårer, at de kan fylde en sø. Det er smukt, og det er livgivende i sin tragedie. Solen står op, og solen går ned, dagen kommer, og hver dag bringer rytmer og minder. Der er en underliggende musik og en livskraft i digtene som ikke kan udslukkes. Hver linje og hvert et ord er fyldt med sanser og betragtninger, og det er på samme tid sønderrivende og uendeligt smukt.
Som altid, når Ib Michael skriver, bliver man som læser transporteret ind i den verden, som han oplever. Det er et væld af farver, dufte og berøringer, som vælter en omkuld i deres tæthed og livagtighed. Samlingen er intens og levende, og Ib Michaels symbolske og uimodståelig sprog er en musik, der ikke forlader en igen lige med det samme.
Da jeg sidste år anmeldte Balloner forbudt var jeg begejstret; nu er jeg til gengæld meget begejstret. Titlen alene vakte stor nysgerrighed uden at røbe meget om indholdet, men jeg var ikke mange linjer inde i bogen, før jeg var helt opslugt.
Det er en fascinerende måde at genfortælle Danmarks historie på, og jeg håber, at der kommer mere af samme slags fra denne side. Man kan mene, hvad man vil, om Grevinde Leonora Christina, men det er stadig en del af historien og kulturen, og her er den videreformidlet på en rigtig fed måde.
Som i forgængerne Knæk og Jeg er farmor taler Josephsen om alt det, der gør ondt, om barndommen, om nuet og tankerne om en fremtid, der ikke er ret langt fremme for næsen.
Det viser, hvad poesien er i stand til, skønheden i den sønderskudte banegård, hvor langt op der er, når man når bunden og endelig ordenes forløsende kraft.
Netop hverdagens lette ligegyldighed afspejles i både handling og sprog. Det er tyndt, nøjagtigt som hovedpersonens liv. Gråt i gråt og manglede al farve og krydderi. Der er en opmærksomhedskrævende ligegyldighed overfor det akademiske miljø, som du må bide mærke i, og det er netop her, under det grå og tynde, at du må finde den tyngde, der er.
Bogen er sponsoreret af forlaget Forlaget Arabesk, 2018 Jeg kan godt blive lidt skeptisk, når bøger bliver hypet, og alle pludselig taler om denne eller hin forfatter, når priserne daler som konfetti ned over ham eller hende, og selv de store medier får blik for den gode litteratur. Så kommer de mødrene vestjyske gener op …
Kristian Himmelstrups noveller er knivskarpe, levende og fyldt med Kinder überraschungs af den voksne slags. Det er ikke blid og sukret mælkechokolade, men hardcore litteratur af den slags, som du bliver både klogere og mere voksen af.