Schjødt skriver let, og leverer en historie, der er ligetil til trods for den tunge kerne. Bogen er underholdende og underfundig, og man bliver draget ind i en historie som har noget på hjerte. Historien bliver siddende og giver en noget at tænke over. Det handler om det almindelige menneske i et helt almindeligt liv, der pludselig befinder sig i en situation, der gør ondt.
om, hvorfor det er så svært at elske sin krop. Den første slankekur blev opfundet og omtalt i 1558, og i gennemsnit har en kvinde på 40 været på 61 slankekure i sit liv. Det er voldsomme tal. Det er voldsomme følelser. Udover at have et ekstremt vigtigt indhold, er bogen også velskrevet og letlæst. Østby har en levende tone, og hun skriver sin bog, så den hele tiden tager dig med videre gennem en fortælling om det, som vi alle kæmper mod, nemlig os selv.
Bogen er både velskrevet og velstruktureret, og den er en vigtig guide og reminder til at få roen tilbage i livet. Som et gigantisk udråbstegn får den en til at stoppe op og tænke over, hvordan man lever i sin hverdag, hvad der er vigtigt, og hvad der skal til for at skabe kvalitet, liv og ro i det, der suser forbi, det der reelt er ens liv.
Novellerne virker meget stærkt, det er ikke noget, der lige slipper dig igen, og de skal læses langsomt og indoptages, inden man går videre. Det er som om, de er fyldt med lag, som man kan grave videre ned i og se noget nyt hver gang. Ligesom med mennesket er det ikke overfladen, man kan dømme på, et kendskab kræver tid og fordybelse.
Forvandlingen er stærk og barsk. Sproget er fænomenalt brugt til at vise de følelser og tanker, der hersker inderst inde efter en voldtægt. Kontrasten mellem det indre og det ydre liv er knivskarp, og det kræver lidt at komme igennem historien, ikke fordi den er kedelig, men fordi den virker så stærkt. Der hersker en nøgenhed, en sårethed og en afmagt, der tager luften fra en. En virkelig hudløs beretning.
Alle dage tilbage er stærk og fin på samme tid, vedkommende, gribende og smuk. Det handler om ensomhed, sorg, venskab, om livskunst og det nære. Sproget er en poetisk dans, der fryder, og den er svær at lægge fra sig, når du først er begyndt.
Som læser bliver du suget direkte ind i fortællingen; du krummer tæer, bider negle, lader dig irritere over dumheder og dårlige valg, og så må man jo sige, at forfatterens mission er lykkedes.
Historien om Leonard og Marianne er en usædvanlig, men dog tidstypisk affære. Marianne er typen, der forelsker sig i de forkerte mænd, svæver forvirret rundt i sit liv, kæmper mellem sine roller som ansvarlig mor og smuk, eftertragtet kvinde, alt for eftergivende overfor mændene og alt for lidt mor for barnet. Det er en kamp at være Marianne, og det er en turbulent tid, hun lever i. Det virker lidt som om, det meste af hendes liv består i at holde hovedet oven vande, og man får ondt af hende og sønnen.
Det spænder fra det meget faglige til det meget personlige, men det tilføjer blot værket endnu mere dybde. Som min far ville have sagt det, er det en god bog at blive klog af, og jeg sender den derfor videre med mine stærkeste anbefalinger til dem, der nærer et ønske om at blive klogere - og forhåbentlig (lidt mere) næstekærlige.