Elin Cullhed: Eufori

Et menneske er et komplekst væsen, og Cullheds Sylvia er i sandhed kompleks. Tilmed skriver Cullhed vanvittigt godt, og kombinationen bliver en bjergtagende roman om en kvinde, der drømmer stort, slås med sig selv og verden, længes, sørger, elsker og tænker alt, alt for meget. Hvorvidt virkelighedens Sylvia var præcis sådan, bliver lidt ligegyldigt i debatten, for Cullheds Sylvia er et ufatteligt bekendtskab helt uden sammenligning. En kvinde, der længes og rives i alle retninger på samme tid, hun vil være forfatter, hustru, mor, kvinde, god, stilfuld, eftertragtet, omsorgsfuld, vellidt, attrået ... alting, og indimellem bare ingenting overhovedet.

Jamaica Kincaid: Annie John & Lucy

Kincaid skriver for det indre, ikke det ydre. Det handler ikke om plot eller en fremadskriden, men om en afsøgning af alt det, der ligger under overfladen. Kincaids karakterer indeholder noget mørkt, noget, der normalt ikke vises frem, hvis det findes, og det giver en dyster undertone i hendes værker. Samtidig er det fængende og lokkende, gribende, på sin egen teatralske måde, og det er umuligt at lægge værket fra sig.

Elif Batuman: Idioten

Denne leg med sprog til struktur til verdensopfattelse er ren litterær lækkeri. Elif Batuman fremviser så meget overskud, viden og ikke mindst litterært talent, at værket fremstår som en skinnende perle i det litterære ocean. Det er en af de bøger, du vil smile til, hvergang du ser den på reolen. Og det er helt sikkert en, som jeg vil læse igen i fremtiden.