Charles Baudelaire: Helvedsblomsterne

Baudelaire arbejdede med to verdener, spleen (milt) og ideal. Spleen var alt, der var galt med verdenen, alt såsom mord, ensomhed, død, fortvivlelse og sygdom, og ideal var det, der transcenderede al denne barske virkelighed, der, hvor kærligheden var mulig og sanserne kunne forenes i ekstase. Idealtilstanden med dens glæde og storhed, dens mangel på tid og rum, kunne opnås ved flugten ind i vin, opium, rejser og lidenskab. Digteren brugte ofte også erotisk billedsprog for denne tilstand. Men bedst, som man er i ekstasen, skærer spleen igennem og fremviser verdens elendighed og afmagt og den uundgåelige død.