En elsket klassiker er George Orwells Dyregården, tidligere på dansk kaldet Kammerat Napoleon. Jeg læste den originale oversættelse, da jeg var ganske ung, og det er en af de historier, der har siddet i mig altid; en af dem, man ikke glemmer igen. Det er en brutal fabel skrevet som ligning over det sovjetiske styre med dens elite og hårdhændede metoder til fastholdelse af magt og diktatur på bekostning af andre mennesker.
Der er ikke meget nyt at sige om digtene, som her er samlet og oplæst af Karsten Pharao. De er skønne, dybe, smukke, uforglemmelige - alt er allerede sagt om digtere som Morten Nielsen, Gustaf Munch-Petersen, Emil Aarestrup m.m. Det nye her er, at de er samlet og oplæst netop med sigte på den auditive oplevelse, som de er. Og det er en næsten zenagtig oplevelse at læne sig tilbage og bare lytte til Karsten Pharaos stemme, der oplæser de velkendte ord. Det giver en pause, men en beriget pause, hvor man ikke skal gøre noget aktivt for at indfange ordene, men bare lade dem flyde til sig.
Denne afmagt er en del af russernes genkendelighed, den måde, hvorpå livet med al sin kraft slår mennesket tilbage og lader det ligge uden kraft i livets strøm. Det er ikke navngivet, men det ligger som en absolut imellem linjerne. Mennesket er i sin grund hjælpeløst og kan intet stille op imod skæbnen.
Trods tidens gang er Borte med blæsten stadig aktuel med sin elegante fortællestil, skønne, levende karakterer og temaer, der stadig er yderst relevante. Margaret Mitchell beskriver med formidabel evne den amerikanske borgerkrig set fra sydstaternes vinkel, ændringen fra rigdom til fattigdom, ændringen fra det nostalgiske og uforanderlige til det opportunistiske og realistiske, samme forskel som man ser i Scarletts to kærligheder: Ashley og Rhett. Scarlett står for overlevelse, vilje og en hidtil uset feministisk heroisme som overkommer alt på sin vej. Scarletts overlevelse og evne til at genopbygge sit liv alene med viljestyrke er både inspirerende og eviggyldig. Det er et tema, som aldrig vil blive forældet.
Opfindelsen af currywursten er smukt skrevet med et nænsomt og levende sprog. Det er små vink, blide billeder og menneskelig følsomhed, der kendetegner historien, som man ikke helt kan få nok af.
Bogen er hjerteskærende, smuk, dyb og perfekt at give sine børn med på vejen - en af de bøger, der skaber eftertanke i unge (og voksne) sind med hensyn til, hvad der reelt har værdi i livet.
Lene er kendt som Fontanes absolut bedste. I denne roman rammer han sin egen smukke tone, finder sit leje og skriver præcist og rammende om netop det, der optog ham mest i sin realistiske gengivelse af tiden, nemlig kvinders vilkår.
Det er højaktuel litteratur med noget på hjerte, og det er uhyggeligt vedkommende. Det er det stille vand med den dybe grund, en lille og fin, men rammende og skarp fortælling, der lader os forstå, hvor virkeligt problemet er. Yiza kommer, Yiza går. Verden ser ingenting.
Det er lagene under historien, der gør Effi Briest så spændende og læseværdig. Og det er her, Theodor Fontane virkelig fremviser sin kunst. Der bliver sagt så meget mellem linjerne, i dialogerne, der uden forklaring udstiller karakterernes inderste liv og sandhed. Det er lyslevende, kød og blod, sanseligt og mesterligt. Der er kineserens spøgelse, som man kan tolke som en metafor for kvindelig lyst. Der er Innstetten, der er ude af stand til at se udover sin egen karriere og holden på formerne, og det bærer ham direkte udi tragedien, den elskelige Roswitha, den loyale hund Rollo, og kvindebedåreren Crampas, der ikke er en skurk helt igennem: han læser Heine, opfører skuespil og overgiver sig til sin død med stolthed.
Hvis vi taler om litteratur, der har noget på hjerte og som gør en forskel, så taler vi også om Achebe. Migrantlitteraturen er stadig ekstremt vigtig, måske endda vigtigere nu end nogensinde før i vores verden med den voldsomme, dybere splittelse henover årtusinders kulturkløft, der er ved at udvikle sig.