ved Louise Hvilshøj Andersen Trankjær
Lene er kendt som Fontanes absolut bedste. I denne roman rammer han sin egen smukke tone, finder sit leje og skriver præcist og rammende om netop det, der optog ham mest i sin realistiske gengivelse af tiden, nemlig kvinders vilkår.
Læs mereDet er højaktuel litteratur med noget på hjerte, og det er uhyggeligt vedkommende. Det er det stille vand med den dybe grund, en lille og fin, men rammende og skarp fortælling, der lader os forstå, hvor virkeligt problemet er. Yiza kommer, Yiza går. Verden ser ingenting.
Læs mereDet er lagene under historien, der gør Effi Briest så spændende og læseværdig. Og det er her, Theodor Fontane virkelig fremviser sin kunst. Der bliver sagt så meget mellem linjerne, i dialogerne, der uden forklaring udstiller karakterernes inderste liv og sandhed. Det er lyslevende, kød og blod, sanseligt og mesterligt. Der er kineserens spøgelse, som man kan tolke som en metafor for kvindelig lyst. Der er Innstetten, der er ude af stand til at se udover sin egen karriere og holden på formerne, og det bærer ham direkte udi tragedien, den elskelige Roswitha, den loyale hund Rollo, og kvindebedåreren Crampas, der ikke er en skurk helt igennem: han læser Heine, opfører skuespil og overgiver sig til sin død med stolthed.
Læs mereHvis vi taler om litteratur, der har noget på hjerte og som gør en forskel, så taler vi også om Achebe. Migrantlitteraturen er stadig ekstremt vigtig, måske endda vigtigere nu end nogensinde før i vores verden med den voldsomme, dybere splittelse henover årtusinders kulturkløft, der er ved at udvikle sig.
Læs mere