Karsten Pharao: Lykkeligt nær ved at græde – udvalgte danske digte

Der er ikke meget nyt at sige om digtene, som her er samlet og oplæst af Karsten Pharao. De er skønne, dybe, smukke, uforglemmelige - alt er allerede sagt om digtere som Morten Nielsen, Gustaf Munch-Petersen, Emil Aarestrup m.m. Det nye her er, at de er samlet og oplæst netop med sigte på den auditive oplevelse, som de er. Og det er en næsten zenagtig oplevelse at læne sig tilbage og bare lytte til Karsten Pharaos stemme, der oplæser de velkendte ord. Det giver en pause, men en beriget pause, hvor man ikke skal gøre noget aktivt for at indfange ordene, men bare lade dem flyde til sig.

Margaret Mitchell: Borte med blæsten

Trods tidens gang er Borte med blæsten stadig aktuel med sin elegante fortællestil, skønne, levende karakterer og temaer, der stadig er yderst relevante. Margaret Mitchell beskriver med formidabel evne den amerikanske borgerkrig set fra sydstaternes vinkel, ændringen fra rigdom til fattigdom, ændringen fra det nostalgiske og uforanderlige til det opportunistiske og realistiske, samme forskel som man ser i Scarletts to kærligheder: Ashley og Rhett. Scarlett står for overlevelse, vilje og en hidtil uset feministisk heroisme som overkommer alt på sin vej. Scarletts overlevelse og evne til at genopbygge sit liv alene med viljestyrke er både inspirerende og eviggyldig. Det er et tema, som aldrig vil blive forældet. 

Theodor Fontane: Effi Briest

Det er lagene under historien, der gør Effi Briest så spændende og læseværdig. Og det er her, Theodor Fontane virkelig fremviser sin kunst. Der bliver sagt så meget mellem linjerne, i dialogerne, der uden forklaring udstiller karakterernes inderste liv og sandhed. Det er lyslevende, kød og blod, sanseligt og mesterligt. Der er kineserens spøgelse, som man kan tolke som en metafor for kvindelig lyst. Der er Innstetten, der er ude af stand til at se udover sin egen karriere og holden på formerne, og det bærer ham direkte udi tragedien, den elskelige Roswitha, den loyale hund Rollo, og kvindebedåreren Crampas, der ikke er en skurk helt igennem: han læser Heine, opfører skuespil og overgiver sig til sin død med stolthed.