Om at læse Dostojevskij er en fin lille bog, der byder på en gennemgang af Dostojevskij, hans liv, stil og værker, og det gør det lidt nemmere at komme ind på ham. Carl Stief præsenterer manden, hans historie og hans værker i en overskuelig kronologisk fortælling, og den er yderst anbefalelsesværdig til alle, der enten skal til at læse Dostojevskij for første gang eller som gerne vil have et større overblik over manden og hans forfatterskab.
Værket emmer af den kærlighed, som Hansen havde til den russiske litteratur, og med de mange teksteksempler skabte han en fortælling om Dostojevskij som levendegør den navnkundige mand og hans litteratur. Det er interessant, spændende og givende læsning fra første side, og man bliver båret på kyndige hænder igennem en mands liv og tanker, som var det lige den anden dag og lige inde ved siden af.
Riel har en formidabel evne til at gøre det uhyrlige til normalen, og en evne til at gengive tragedien som et liv, der trods alt er værd at leve. Det smerter, men det skaber også lys. Det handler om ensomhed, om kaos og savn, om en mangel på helt basal kærlighed og nærvær, og om det, der kan vokse og spire i ingenting.
Evelyn Waughs mesterværk er ikke til at komme udenom, og der er heller ingen grund til at forsøge. Fortællingen om kærlighed, tragedie, tro og forgængelighed står lige så stærkt nu, som da den blev udgivet.
Trippet handler dybest set om det bånd, der kan opstå mellem mennesker, om dets ubrydelighed, når det først er nået helt ind i hjertet. Hvor forskellige vores liv end er, hvor meget vi end går i hver vores retning, så er der noget mellem os som venner, der ikke brister. Riel skriver smukt og hjertevarmt om mennesker, om venskab, om at tage valg, at gå og vende tilbage. Trippet er en velskrevet og dybfølt beretning om alt det, der virkelig betyder noget, når vi når ud til kanten.
En elsket klassiker er George Orwells Dyregården, tidligere på dansk kaldet Kammerat Napoleon. Jeg læste den originale oversættelse, da jeg var ganske ung, og det er en af de historier, der har siddet i mig altid; en af dem, man ikke glemmer igen. Det er en brutal fabel skrevet som ligning over det sovjetiske styre med dens elite og hårdhændede metoder til fastholdelse af magt og diktatur på bekostning af andre mennesker.
Der er ikke meget nyt at sige om digtene, som her er samlet og oplæst af Karsten Pharao. De er skønne, dybe, smukke, uforglemmelige - alt er allerede sagt om digtere som Morten Nielsen, Gustaf Munch-Petersen, Emil Aarestrup m.m.
Det nye her er, at de er samlet og oplæst netop med sigte på den auditive oplevelse, som de er. Og det er en næsten zenagtig oplevelse at læne sig tilbage og bare lytte til Karsten Pharaos stemme, der oplæser de velkendte ord. Det giver en pause, men en beriget pause, hvor man ikke skal gøre noget aktivt for at indfange ordene, men bare lade dem flyde til sig.
Denne afmagt er en del af russernes genkendelighed, den måde, hvorpå livet med al sin kraft slår mennesket tilbage og lader det ligge uden kraft i livets strøm. Det er ikke navngivet, men det ligger som en absolut imellem linjerne. Mennesket er i sin grund hjælpeløst og kan intet stille op imod skæbnen.
Trods tidens gang er Borte med blæsten stadig aktuel med sin elegante fortællestil, skønne, levende karakterer og temaer, der stadig er yderst relevante. Margaret Mitchell beskriver med formidabel evne den amerikanske borgerkrig set fra sydstaternes vinkel, ændringen fra rigdom til fattigdom, ændringen fra det nostalgiske og uforanderlige til det opportunistiske og realistiske, samme forskel som man ser i Scarletts to kærligheder: Ashley og Rhett. Scarlett står for overlevelse, vilje og en hidtil uset feministisk heroisme som overkommer alt på sin vej. Scarletts overlevelse og evne til at genopbygge sit liv alene med viljestyrke er både inspirerende og eviggyldig. Det er et tema, som aldrig vil blive forældet.
Opfindelsen af currywursten er smukt skrevet med et nænsomt og levende sprog. Det er små vink, blide billeder og menneskelig følsomhed, der kendetegner historien, som man ikke helt kan få nok af.