Kaos, sorg, tvivl, kærlighed. Alt det, et menneske skal og kan bære, måske. Det gør ondt at læse, men det gør ondt på den måde, at det knytter bånd mellem mennesker, mellem forfatter og læser, mellem mennesker, der står i sådan en situation. Man får lyst til at række ud og gøre noget, hjælpe og bære, og det viser blot, hvor stærkt romanen er skrevet. Vigtig og betydningsfuld læsning i smukt format.
Den guddommelige komedie står som et af de største værker i verdenslitteraturen, fordi det til stadighed er et værk, som man kan forholde sig til som menneske til trods for de syvhundrede år. Det siger en masse om sin samtid, om religion og menneskesyn, men det siger også noget helt fundamentalt om mennesket, om det at bevæge sig gennem livet med den tvivl og de udfordringer, det byder på. Om kærlighed. Om tro. Om styrke. Og så er det i sig selv et imponerende værk. Udover fortællingen i sig selv, viser fortællingen også, hvor stor en betydning litteraturen har for vores dannelse som mennesker, hvordan litteraturen giver os en forståelse af vores verden, relationer og værdier.
Romanen er voldsomt velskrevet, skøn, grusom og poetisk. Den trækker sin læser over i en helt anden dunkel verden og slipper ikke sit tag igen. Den veksler mellem de nærende og de giftige planter, mellem straf og omsorg, mellem traume og velsignet nærvær. Fortællingen gemmer sin små skatte sådan som pigerne værner om deres, og den slipper ikke meget, men lader læseren om selv at finde vej i vildnis og skønhed.
Det var en god historie, og den var god og sjov og spændende hele vejen igennem. Eliot.
Gudmundsson leger med den klassiske stil og form og rammer den ganske godt. En del af en bliver transporteret tilbage til gymnasietidens tvangslæsning i de gamle sagaer, mens en nyere del klapper begejstret i hænderne over den poetiske overflod.
Og det er smertefuld læsning. Boysens knappe, kolde stil indfanger de dybder, der bliver berørt, når man forsøger at blive gravid, når det lykkes og så ikke lykkes alligevel, tabene, håbløsheden, det spirende håb, det næste slag. Det er bitter og sorgfuld læsning, hvor man som læser selv bliver kastet ud i mørket, og Boysen formår ganske ypperligt at formidle de følelser, der er i kampen mod barnløshed.
Elleve kvinder i en kø i samme varme og muzak-befængte lokale. Elleve vidt forskellige skæbner. Flygtige møder mellem tunge skæbner.
Oprindeligt var tanken med de sociale medieplatforme, at de ville give alle en stemme, men det er ikke gået helt som planlagt. Medierne er fyldt med fake news, krænkelser, hate crime og ulovligheder, og det skaber en masse problemer for folkene bag. De bliver nødt til at regulere og vurdere, og det skaber en skævhed i ytringsfriheden. De bliver nødt til at være dommere, og med den magt i hånden, opstår kontrollen med den offentlige mening.
Der er meget at komme efter i novellerne, der hver især byder på en ny verden og nye indsigter. Stemmerne kommer fra alle verdenshjørner, oppefra og nede, og det indbyder til, at man læser en novelle ad gangen, da de er lidt ud over det hele til trods for det fælles tema.
... fordi de svigtede børn er vigtige. Fordi vi skal være bedre til at se dem, høre dem og favne dem længe før. Fordi ingen skal leve og vokse op på den måde. Og fordi svigtet fortsætter langt op i voksenlivet i form at udstødelse, i dette tilfælde på grund af kropsvægt. Det er skammeligt og rystende, og jeg kan kun sige, at vi burde være nået så meget længere. Alle former for selvskade, inklusive overspisning, er tegn på smerte og skam som intet menneske burde bære alene.