Sanne Olsens roman er skrevet i et let og inderligt sprog, der emmer af den varme, der opleves mellem de tre. Tilbageblikkene på de tre personernes historie er gribende og føjer til den inderlighed, man mærker i deres møde. En hjertevarm og inspirerende bog om det, der er så vigtigt i livet.
Det er vigtige emner, en vigtig læring om empati, omsorg og venskab. Jeg kan slet ikke understrege nok, hvor vigtig denne bog er. Det er fundamentet i ethvert liv, noget af det allervigtigste, man kan få med sig fra sin barndom: empatien, tanken for et andet menneske, følelsen af at høre til.
Sproget i romanen er vævende poetisk, og man bliver spundet ind i det grå og detaljerede med remser af ord og beskrivelser af den tunghed, der lægger sig over Victor og Monica. Monica holder til det sidste på et håb, mens Victor bliver drevet på flugt af den næsten symbolske kulde i land og samfund.
Mindfulness, ro og kærlighed kan man aldrig få nok af, og her er det fint skrevet og illustreret, så det bliver et nemt tilgængeligt værktøj for forældrene, så puttetiden kan blive god.
Trods det tågede udsyn er fortællingen knivskarp og rammende. Det er en fortælling om samfund, kapitalisme og mennesker; en fortælling om, hvordan mennesket udraderes af de store koncerner, hvordan det enkelte liv er uden betydning i en større sammenhæng og hvordan en enkelt lille skæv skrue kan få de største konstruktioner til at falde sammen. Alt i alt en smuk og ekstremt velskrevet allegori over samfund og mennesker i opløsning.
Emily elsker at bage og lave mad, og selvom hun allerede er ret ferm til det, kan det nogle gange være svært at overskue de mange trin og tidsperspektiver i madlavning. Mad trin for trin gør det helt enkelt og nemt at holde styr på, fordi den ikke bare opdeler processen i enkle og overskuelige trin, men også leverer en komplet liste fra start over alt, der skal bruges ned til mindste teske.
Der er noget med sproget i de gamle klassikere, som bliver for meget for børn i dag, tro mig, jeg har prøvet mange gange, men historierne er jo stadig sprudlende og fantasifulde bag sproget, og det gør mig usigeligt glad, at der her kommer en version, hvor historierne får nyt liv, så de stadig kan gives videre.
Vi falder ind over dørtrinnet til fuglehandleren Vogels lille butik. Under gulvet gemmer lille Isaac sig, men det ved Vogel ikke. Han tror, han hører stemmer. Isaac skjulte sig, da tyske soldater forsøgte at dræbe ham, det lykkedes dem at skyde hans bedste ven Pearlman, som faldt om med hovedet på Isaacs støvle. Tyngden af Pearlmans hoved forfølger Isaac resten af livet som en halten. Og det er kun begyndelsen ... Kokoschkas dukke folder sig ud som en vifte af farver og forgreninger, den slår krøller på sig selv og ender med at binde alting op, så man ser den store gobelin af sammenhæng og forståelse - menneskets sind og hjerte, verdens sjæl.
Der er ikke meget nyt at sige om digtene, som her er samlet og oplæst af Karsten Pharao. De er skønne, dybe, smukke, uforglemmelige - alt er allerede sagt om digtere som Morten Nielsen, Gustaf Munch-Petersen, Emil Aarestrup m.m.
Det nye her er, at de er samlet og oplæst netop med sigte på den auditive oplevelse, som de er. Og det er en næsten zenagtig oplevelse at læne sig tilbage og bare lytte til Karsten Pharaos stemme, der oplæser de velkendte ord. Det giver en pause, men en beriget pause, hvor man ikke skal gøre noget aktivt for at indfange ordene, men bare lade dem flyde til sig.
På røven gennem natten er en hæsblæsende historie om et par unge knægte, der kommer ud på deres livs eventyr. Den er klukkende sjov, let at læse og ikke mindst godt strikket sammen, så den fastholdt Eliots opmærksomhed fra forside til bagside. Eliot var især vild med tonen, der er som drenge taler i dag, og det hæsblæsende tempo, spændingen og det til tider store drama var også i høj kurs.
