En stor kærlighed til tegneserien Valhalla blev formet i min barndom. Min far købte hæfterne (og har dem endnu), og jeg læste og genlæste dem med stor iver, og jeg er aldrig blevet træt af dem. For det første var historierne vanvittigt spændende, derudover var de sjove, og sidst, men ikke mindst, var tegningerne noget nær fænomenale. Den kærlighed er aldrig rustet, og da det nu er 40 år siden, de udkom, skal det selvfølgelig fejres. At bladre igennem de gamle bind er et hjertevarmt gensyn, og man bliver altså ikke for gammel til tegneserier. I hvert fald ikke af denne kaliber.
Anmeldelse
Alaa al-Aswany: Jeg løb mod Nilen
Gennem de mange personer bliver vi præsenteret for et samfund, der til stadighed holder de svageste nede og lader de stærke leve, som de vil – alt sammen i religionens navn. Siderne er gennemsyret af hykleri, vold og brutalitet, men det flyder let i sarkasmens rivende strøm og fortæller sin historie om et samfund, der længes mod en frihed, som synes milelangt væk.
Carsten Müller Nielsen: de døde fylder dagene med en smag af mønter
Müller Nielsens sprog er vanvittigt poetisk, udtryksfuldt og gribende. Vi følger hans rejse til Estland og hans rejse gennem sine oplevelser, og for hvert lag, der skrælles af, kommer vi dybere ind i eksistensen, som er så afskallet og råddent som tapetet i mormors stuer, der nu hænger i strimler ned af væggene, mens de få overlevende katte trykker sig længere ind i skjul i køkkenskabet.
Tom Buk-Swienty: Løvinden
Fakta kan man altid skændes om, og det kommer nok aldrig frem, hvad sandheden om Bror, Denys og Karen virkelig var, men kan man leve med det, kan man her dykke ned i en ganske utrolig og medrivende historie om en ung kvinde, der forlader alt, hun kender, og kaster sig ud i et fantastisk eventyr i en helt anden verden. Man kan sagtens opstøve eksempler på hendes snobbethed, forkælethed, aristokratiske holdninger og arrogance, men fejer man alt det af bordet, står man tilbage med en kvinde, der søgte eventyret og ikke mindst skrivningens sølvglitrende verdener og vovede at stå frem og stå ved sig selv.
David Park: Under fremmed himmel
David Park skriver i et ypperligt og intenst sprog, der graver sig helt ind til hjerterødderne og får alt til at tindre og briste. Emnet er ganske hjerteskærende for dem, der selv er forældre, og er man ikke det endnu, så er det stadig en historie, der kan grave sig ganske dybt ned i en. Det er en storslået beskrivelse af mennesket, de menneskelige relationer og den magt, som fortidens begivenheder kan have over en.
Sabina Radeva: Charles Darwins Arternes oprindelse
Og ikke nok med, at mor er vild med konceptet om at skrue noget så kompliceret ned på børneniveau, så var ungerne også dybt begejstrerede for bogen, som de sloges om at læse igen og igen. Der kom en del spørgsmål ud af det, som jeg havde pænt svært ved at besvare, men igen er det sjovt, når bøger leder til nysgerrighed og videre læsning (Tak skæbne for Google.)
Emilie Melgaard Jacobsen: Tæl med Tjugga
Det, der fryder mest ved den lille bog er illustrationerne, som er virkelig søde og afdæmpede, og man kan tælle stjerner, bær og smådyr med den søde bjørn.
Mattias Edvardsson: En helt normal familie
Bogen er en vaskeægte pageturner, hvor du ikke kan regne ud, hvad der sker, og derfor sluger siderne i rasende fart for at finde ud af, hvad der skete. Det er spændende, og det er fastholdende, og det er alt i alt en helt okay fortælling, hvor spænding og plot har førersædet fremfor sprog. Samtidig har bogen meget at sige om det at være en familie, at være menneske, der vil gøre alt for et andet menneske, og om, hvor grueligt galt det kan gå, selvom man er helt normal.
Delia Owens: Hvor flodkrebsene synger
Men det er ikke kun historien, der gør romanen så gribende. Sproget er levende, og især naturbeskrivelserne er storslåede. Personerne træder frem fra siderne, lyslevende og nærværende, og i mødet mellem sprog og fortælling står man tilbage med en magisk historie, der vil blive hos en i lang tid. Det er ikke stor litteratur på den sproglige front, men det er en stor historie, som med denne særlige magi bevæger sig ind lige der, hvor det betyder noget. Det er de menneskelige relationer, der er i fokus, og det er aldrig uinteressant eller irrelevant. En absolut læseværdig bog til de mørke efterårsaftener.
Kathrine Nedrejord: Forvandlingen
Forvandlingen er stærk og barsk. Sproget er fænomenalt brugt til at vise de følelser og tanker, der hersker inderst inde efter en voldtægt. Kontrasten mellem det indre og det ydre liv er knivskarp, og det kræver lidt at komme igennem historien, ikke fordi den er kedelig, men fordi den virker så stærkt. Der hersker en nøgenhed, en sårethed og en afmagt, der tager luften fra en. En virkelig hudløs beretning.