#EniliasBogrejse – tanker om Lysets datter

Som nogle af jer måske ved, begyndte min og Enilias historie for cirka sytten år siden. Jeg har skrevet romaner både før og siden, men Syvstjernesagaen er noget ganske særligt stadig væk. Historien fulgte mig gennem en vild del af mit liv, hvor jeg prøvede mig selv af i verden, fandt mit eget ståsted og oplevede en masse personlige eventyr, som nu er en del af den, jeg er. Ligesom Enilia er en ung kvinde, der skal ud og finde sig selv i Syvstjernesagaen, var den periode af mit liv også en periode, hvor jeg prøvede til og fandt mig selv.

Kvindernes internationale kampdag

Har stærke kvinder noget til fælles? Åh ja. Trangen og kærligheden til viden og større perspektiver, trangen til at forstå verden og dens maskineri, behovet for at forstå og indgå i samarbejde med andre mennesker, forståelse frem for intolerance, samarbejde frem for konflikt, viden frem for uvidenhed, det lange seje træk frem for at give op. 

Tilbage på jobbet … men sikke et job!

Mine klienter er mine arbejdsgivere på sin vis. De overlader mig deres drøm, deres guld, og har tillid til, at jeg får det bedste frem i deres værk. Det er et kæmpe ansvar, og det betyder alt for mig, når jeg får sådan en respons. Jeg laver aldrig noget halvhjertet, ej heller er der opgaver, som jeg ikke håber, får det liv, som klienten ønsker for det. Litteratur kommer fra sjælen, fra hjertet, og når klienter sender mig deres skriverier, sender de mig deres hjerteblod, og jeg søger altid at give det alt det bedste, jeg har i mig. 

Bushcraft, Isfald og romanresearch

Når jeg har tid, hvilket ikke er så ofte, som jeg gerne ville, skriver jeg for øjeblikket på en roman, der involverer viden om at overleve i naturen i Norden. Det er ikke noget, jeg har den største erfaring med (læs: ingen udover en familietelttur med en enkelt overnatning i Sdr. Omme i min barndom), og jeg er derfor nødt til at læse mig til den viden, som jeg har brug for.

Om bogbørnebørn; det skønne ved mit arbejde

Jeg bliver så glad, når jeg ser, at et af mine bogbørnebørn er kommet ud som "rigtig bog." Hver eneste tekst, som jeg arbejder med, kommer under huden på mig og bliver en del af mig, som jeg ikke helt kan slippe igen. Historierne lever videre i mig, og det betyder meget for mig, at de får det liv, som de fortjener. Jeg kalder de manuskripter, jeg har arbejdet med, for mine bogbørnebørn, for det er jo forfatteren, der er forælder. Som bogbedstemor har jeg glæden og kærligheden, men intet af ansvaret. Det er skønt. Jeg er så stolt, når jeg sidder med den færdige bog i hånden; duften af nyt tryk og den fine, endnu ikke kaffeplettede forside. Det giver mit arbejde den ekstra lille sløjfe af glasur og sukkerpynt, som er helt uundværlig.

Du må aldrig opgive din drøm

Det tog tyve år, faktisk næsten tredive, hvis man regner fra drømmens spæde start, men det lykkedes, og det er ikke slut endnu. Det er kun lige begyndt. Hvad gjorde jeg, for at det skulle lykkes? Jo, jeg blev ved. Jeg søgte det, jeg kunne lide, arbejdede med det, jeg drømte om, omend måske fra bagsiden, men jeg havde stadig fingrene dybt i litteraturen, kunne leve det hver eneste dag, og jeg blev ved med at forsøge, jeg skrev, skrev om, skrev noget andet, prøvede noget tredje, blev ved med at udvikle min stil, ændre på noget, skrue på noget andet, tage udfordringer op og ikke mindst læse, læse, læse.

Det gyldne overblik

Det at have et gyldent overblik, en fast, overordnet struktur, er helt essentielt for at nå i mål med sit skriveprojekt. Det gælder hvad enten, man skriver fiktion eller faglitteratur, digte eller børnebøger. Det er tydeligt i teksten, hvis du væver rundt og ikke rigtig ved, hvad du egentligt vil med det. Og det er drønærgerligt, når man til sidst sidder med en roman på 800 sider, som stritter i alle retninger.

Tre myter om at skrive

Den første ting, du skal gøre, er at tænke på den rigtige måde, hvis du gerne vil opnå succes med din skrivning. Som det siges, så er du din egen største fjende. Med mange års erfaring med forfattere og deres skriverier har jeg mødt næsten alle slags mennesker i branchen, og det er klart, at de mest succesfulde er dem, der tænker deres skrivning på den rigtige måde, dem, som har den rette tro på det.

Om at skabe værdi

Jeg er for gammel til at hænge mig i anerkendelse. Jeg er ikke for gammel til at blive fristet til at søge den, men jeg er for gammel til at gå linen ud. Og jeg ser lidt de samme tendenser hos forfatterne på de sociale medier. De (vi) er selvfølgelig også afhængige af at skabe salg, skabe interesse for deres bog og nå ud til så mange potentielle læsere som muligt, men igen er der en snert af samme dilemma: hvor skal vi lægge energien? Udseende eller indhold? Eller er det muligt at skabe en balance?