Mon jeg savner eventyret? Det kan jeg godt tro ind imellem. Det mere ukomplicerede og sort-hvide, der engang prægede verden. Lyset mod mørket. Det gode mod det onde. Der er i hvert fald fulgt nogle tanker med udgivelsen af Lysets datter. Enilia er på rejse nu og møder en masse mennesker i form af læsere derude, og hun skal i sin fortælling lære så meget om sig selv og verden, og her står jeg, nu i form af Molly Weasley, der er stukket af med tiden og har levet tyve år siden dengang.
Som nogle af jer måske ved, begyndte min og Enilias historie for cirka sytten år siden. Jeg har skrevet romaner både før og siden, men Syvstjernesagaen er noget ganske særligt stadig væk. Historien fulgte mig gennem en vild del af mit liv, hvor jeg prøvede mig selv af i verden, fandt mit eget ståsted og oplevede en masse personlige eventyr, som nu er en del af den, jeg er. Ligesom Enilia er en ung kvinde, der skal ud og finde sig selv i Syvstjernesagaen, var den periode af mit liv også en periode, hvor jeg prøvede til og fandt mig selv.
Jeg er vild med disse Sharpies fra Bog og idé. Jeg kan godt lide fornemmelsen af at skrive med en tusch, og så elsker jeg også de fine farver, der gør, at de hurtigt nedkradsede idéer kan komme til at se så fine ud.
Når jeg har tid, hvilket ikke er så ofte, som jeg gerne ville, skriver jeg for øjeblikket på en roman, der involverer viden om at overleve i naturen i Norden. Det er ikke noget, jeg har den største erfaring med (læs: ingen udover en familietelttur med en enkelt overnatning i Sdr. Omme i min barndom), og jeg er derfor nødt til at læse mig til den viden, som jeg har brug for.
Alt i alt er Aagaards Skrivelyst en lille guldgrube til forfattere, både de spirende og dem, der er gamle i gårde. Den er et opslagsværk, en kalender og en inspirationskilde, alt sammen i taskeformat, så du aldrig er foruden. Jeg kan kun give den mine varmeste anbefalinger.
Jeg bliver så glad, når jeg ser, at et af mine bogbørnebørn er kommet ud som "rigtig bog." Hver eneste tekst, som jeg arbejder med, kommer under huden på mig og bliver en del af mig, som jeg ikke helt kan slippe igen. Historierne lever videre i mig, og det betyder meget for mig, at de får det liv, som de fortjener. Jeg kalder de manuskripter, jeg har arbejdet med, for mine bogbørnebørn, for det er jo forfatteren, der er forælder. Som bogbedstemor har jeg glæden og kærligheden, men intet af ansvaret. Det er skønt. Jeg er så stolt, når jeg sidder med den færdige bog i hånden; duften af nyt tryk og den fine, endnu ikke kaffeplettede forside. Det giver mit arbejde den ekstra lille sløjfe af glasur og sukkerpynt, som er helt uundværlig.
Det tog tyve år, faktisk næsten tredive, hvis man regner fra drømmens spæde start, men det lykkedes, og det er ikke slut endnu. Det er kun lige begyndt. Hvad gjorde jeg, for at det skulle lykkes? Jo, jeg blev ved. Jeg søgte det, jeg kunne lide, arbejdede med det, jeg drømte om, omend måske fra bagsiden, men jeg havde stadig fingrene dybt i litteraturen, kunne leve det hver eneste dag, og jeg blev ved med at forsøge, jeg skrev, skrev om, skrev noget andet, prøvede noget tredje, blev ved med at udvikle min stil, ændre på noget, skrue på noget andet, tage udfordringer op og ikke mindst læse, læse, læse.
Jeg har prøvet at få dårlige anmeldelser, og jeg har prøvet, hvordan det føles, når nogen affærdiger min drøm og min levevej som noget ubetydeligt. Selvfølgelig er det ikke ubetydeligt; det er mit hjerteblod. Men jeg er også kommet videre, og jeg har besluttet mig for, at det er noget, jeg gør for min egen skyld, ikke for alle andres skyld, og i sidste ende er det kun min egen mening og min egen selvfølelse, der tæller. Når jeg engang ligger på mit dødsleje, vil jeg have levet for min egen skyld, udlevet mine drømme og gjort det, der har betydning for mig. Intet andet tæller i sidste ende.
Det at have et gyldent overblik, en fast, overordnet struktur, er helt essentielt for at nå i mål med sit skriveprojekt. Det gælder hvad enten, man skriver fiktion eller faglitteratur, digte eller børnebøger. Det er tydeligt i teksten, hvis du væver rundt og ikke rigtig ved, hvad du egentligt vil med det. Og det er drønærgerligt, når man til sidst sidder med en roman på 800 sider, som stritter i alle retninger.
Den første ting, du skal gøre, er at tænke på den rigtige måde, hvis du gerne vil opnå succes med din skrivning. Som det siges, så er du din egen største fjende. Med mange års erfaring med forfattere og deres skriverier har jeg mødt næsten alle slags mennesker i branchen, og det er klart, at de mest succesfulde er dem, der tænker deres skrivning på den rigtige måde, dem, som har den rette tro på det.