Bushcraft, Isfald og romanresearch

Når jeg har tid, hvilket ikke er så ofte, som jeg gerne ville, skriver jeg for øjeblikket på en roman, der involverer viden om at overleve i naturen i Norden. Det er ikke noget, jeg har den største erfaring med (læs: ingen udover en familietelttur med en enkelt overnatning i Sdr. Omme i min barndom), og jeg er derfor nødt til at læse mig til den viden, som jeg har brug for.

Om bogbørnebørn; det skønne ved mit arbejde

Jeg bliver så glad, når jeg ser, at et af mine bogbørnebørn er kommet ud som "rigtig bog." Hver eneste tekst, som jeg arbejder med, kommer under huden på mig og bliver en del af mig, som jeg ikke helt kan slippe igen. Historierne lever videre i mig, og det betyder meget for mig, at de får det liv, som de fortjener. Jeg kalder de manuskripter, jeg har arbejdet med, for mine bogbørnebørn, for det er jo forfatteren, der er forælder. Som bogbedstemor har jeg glæden og kærligheden, men intet af ansvaret. Det er skønt. Jeg er så stolt, når jeg sidder med den færdige bog i hånden; duften af nyt tryk og den fine, endnu ikke kaffeplettede forside. Det giver mit arbejde den ekstra lille sløjfe af glasur og sukkerpynt, som er helt uundværlig.

Du må aldrig opgive din drøm

Det tog tyve år, faktisk næsten tredive, hvis man regner fra drømmens spæde start, men det lykkedes, og det er ikke slut endnu. Det er kun lige begyndt. Hvad gjorde jeg, for at det skulle lykkes? Jo, jeg blev ved. Jeg søgte det, jeg kunne lide, arbejdede med det, jeg drømte om, omend måske fra bagsiden, men jeg havde stadig fingrene dybt i litteraturen, kunne leve det hver eneste dag, og jeg blev ved med at forsøge, jeg skrev, skrev om, skrev noget andet, prøvede noget tredje, blev ved med at udvikle min stil, ændre på noget, skrue på noget andet, tage udfordringer op og ikke mindst læse, læse, læse.

En tilståelse …

Jeg har prøvet at få dårlige anmeldelser, og jeg har prøvet, hvordan det føles, når nogen affærdiger min drøm og min levevej som noget ubetydeligt. Selvfølgelig er det ikke ubetydeligt; det er mit hjerteblod. Men jeg er også kommet videre, og jeg har besluttet mig for, at det er noget, jeg gør for min egen skyld, ikke for alle andres skyld, og i sidste ende er det kun min egen mening og min egen selvfølelse, der tæller. Når jeg engang ligger på mit dødsleje, vil jeg have levet for min egen skyld, udlevet mine drømme og gjort det, der har betydning for mig. Intet andet tæller i sidste ende.

Det gyldne overblik

Det at have et gyldent overblik, en fast, overordnet struktur, er helt essentielt for at nå i mål med sit skriveprojekt. Det gælder hvad enten, man skriver fiktion eller faglitteratur, digte eller børnebøger. Det er tydeligt i teksten, hvis du væver rundt og ikke rigtig ved, hvad du egentligt vil med det. Og det er drønærgerligt, når man til sidst sidder med en roman på 800 sider, som stritter i alle retninger.

Tre myter om at skrive

Den første ting, du skal gøre, er at tænke på den rigtige måde, hvis du gerne vil opnå succes med din skrivning. Som det siges, så er du din egen største fjende. Med mange års erfaring med forfattere og deres skriverier har jeg mødt næsten alle slags mennesker i branchen, og det er klart, at de mest succesfulde er dem, der tænker deres skrivning på den rigtige måde, dem, som har den rette tro på det.