Isslag og dårlige anmeldelser

Jeg er ikke god til dårlige anmeldelser. Er der nogen, der er det? Det gør ondt, når andre ikke synes, at det, jeg laver, er godt, og jeg skal hale mig selv op hver gang og tale dunder, før jeg kommer på banen igen. Samtidig ved jeg, at med den metier, jeg har valgt, så er det virkelig noget, jeg skal have lært. Der vil altid komme dårlige anmeldelser. Der vil altid være nogen, der ikke ser verden, sådan som jeg ser den, eller elsker det samme, jeg gør.

Redigering af “Eliors sang”

"Eliors sang." Den længe ventede efterfølger til "Lysets datter" er retur fra redigering, og nu venter det hårde arbejde. Den skal tilpasses de ændringer, jeg lavede i etteren efter tyve års skuffetid, og den skal strammes op på mange punkter, nogle karakterer skal have mere scenetid, nogle mindre, og nogle temaer skal mere frem i lyset. Som med alt hårdt arbejde, er der ikke andet at gøre end at gå i gang og tage det skridt for skridt.

Fridage og redigeringsarbejde

Det er slut med pebernødder og julesange, for nu skal der gang i de kreative hjerneceller. Det er et arbejde, som jeg både elsker og hader. Elsker, fordi det er det, jeg brænder for; at skrive, og hader, fordi det er arbejde, der er virkelig krævende. Alt skal hænge sammen, alt skal være perfekt, hvert et ord, hver en sætning, hver en karakter og hele plottet. Der må hverken være for lidt eller for meget, og det er i og for sig sværere end at skrive udkastet til bogen.

“Eliors sang” er på vej

Det er en mærkelig rørende proces for mig at arbejde med den historie, som jeg skrev for tyve år siden, da jeg selv var midt i det følelsesmæssige oprør, som min hovedperson Enilia befinder sig i. Hun må kæmpe med karawianere og mørkets væsener udenpå og mod sig selv og sit mindreværd indeni, mens hele verden venter på, at hun opfylder sagnet om lysets børn. Jeg elsker alt ved historien, og jeg elsker den tid, jeg skrev den i, og jeg elsker alt det, som den giver mig nu, og som jeg får at vide derude, at den giver sine læsere. Det betyder alt for mig.

Om bogbørnebørn; det skønne ved mit arbejde

Jeg bliver så glad, når jeg ser, at et af mine bogbørnebørn er kommet ud som "rigtig bog." Hver eneste tekst, som jeg arbejder med, kommer under huden på mig og bliver en del af mig, som jeg ikke helt kan slippe igen. Historierne lever videre i mig, og det betyder meget for mig, at de får det liv, som de fortjener. Jeg kalder de manuskripter, jeg har arbejdet med, for mine bogbørnebørn, for det er jo forfatteren, der er forælder. Som bogbedstemor har jeg glæden og kærligheden, men intet af ansvaret. Det er skønt. Jeg er så stolt, når jeg sidder med den færdige bog i hånden; duften af nyt tryk og den fine, endnu ikke kaffeplettede forside. Det giver mit arbejde den ekstra lille sløjfe af glasur og sukkerpynt, som er helt uundværlig.

Tre myter om at skrive

Den første ting, du skal gøre, er at tænke på den rigtige måde, hvis du gerne vil opnå succes med din skrivning. Som det siges, så er du din egen største fjende. Med mange års erfaring med forfattere og deres skriverier har jeg mødt næsten alle slags mennesker i branchen, og det er klart, at de mest succesfulde er dem, der tænker deres skrivning på den rigtige måde, dem, som har den rette tro på det.