Rijneveld er svimlende dygtig med sit sprog. Hun evner at fremskrive sansninger, der sender læseren på styrtdyk ned i kvalme eller udi anfald af kuldegysninger, og ind imellem var jeg nødt til at trække mig væk fra bogen i flere minutter for lige at få styr på mig selv. Så kan den altså noget.
Riel har en formidabel evne til at gøre det uhyrlige til normalen, og en evne til at gengive tragedien som et liv, der trods alt er værd at leve. Det smerter, men det skaber også lys. Det handler om ensomhed, om kaos og savn, om en mangel på helt basal kærlighed og nærvær, og om det, der kan vokse og spire i ingenting.
Jeg er ikke blevet væk. Jeg holder bare en lille smule sommerferie med familien.
Kvinderne jeg tænker på om natten er dybt inspirerende og voldsom interessant læsning. Kankimäkis sprog er flydende let, og hendes stemme gribende og medrivende. Der er plads til både uhøjtidelighed og humor, og det er en fryd at følge med på hendes rejser, igennem historien og i hendes tanker. Nu glæder jeg mig bare til jeg selv kan pakke rygsækken (1 kjole, 3 tørklæder, tøfler, flæser ... kuldecreme).
Louisa M. Alcott skrev i 1868 romanen om Pigebørn baseret på sin egen opvækst og sin egen tro på, at kvinder ikke bare skulle være en pynte- og nyttegenstand gemt væk bag husets mure. Hun var med i kvindebevægelsen, og hendes kvindesyn er stærkt og gyldigt den dag i dag, og jeg kan ikke give mine børn nok af denne viden. Ligeværd. Ligestilling. For alle. Altid.
Klassikerne har fået deres ry af en grund. I tilfældet med Tolstoj og Thoreau handler det om, at de i deres tid formåede at skære ind til noget helt essentielt i deres syn på mennesket og den verden, de bevægede sig i. Deres indsigt ramte noget eviggyldigt, som stadig skaber bølger i vandet i dag. Eviggyldig er menneskets søgen efter mening. Det er kernen i os, og det har det altid været.
på tide at anmelde den, for "den er bare så fed."
Romanen besidder en dobbelthed af tragedie og humor, et smølfespark af samfundskritik, en bidsk kommentar til vores tendens til fordømmelse, og derudover en rutchebanetur ned i sølet, hvor de eneste lysglimt er de mellemmenneskelige møder. Det hele bliver leveret i et flydende og skarpt sprog, der indfanger steder og personer uden omsvøb.
Conor O'Callaghans roman er et mesterværk uden hud og skærm. Det er mennesket blottet, og det gør frygteligt ondt at læse, men man læser det, fordi det netop er så levende, menneskeligt, så nærværende og fyldt med livet, når det vender sig på vrangen og kræver sine ofre. Intet bliver givet frit, det skal søges og mærkes bag ordene og meningen.
Peter Nielsen værk får ens hjerte til at banke lidt hårdere igen for litteraturen, og især romanen som form, fordi det så smukt holder det op, som litteraturen kan og gør for os som mennesker og samfund.