Gennem de mange personer bliver vi præsenteret for et samfund, der til stadighed holder de svageste nede og lader de stærke leve, som de vil – alt sammen i religionens navn. Siderne er gennemsyret af hykleri, vold og brutalitet, men det flyder let i sarkasmens rivende strøm og fortæller sin historie om et samfund, der længes mod en frihed, som synes milelangt væk.
litteratur
Carsten Müller Nielsen: de døde fylder dagene med en smag af mønter
Müller Nielsens sprog er vanvittigt poetisk, udtryksfuldt og gribende. Vi følger hans rejse til Estland og hans rejse gennem sine oplevelser, og for hvert lag, der skrælles af, kommer vi dybere ind i eksistensen, som er så afskallet og råddent som tapetet i mormors stuer, der nu hænger i strimler ned af væggene, mens de få overlevende katte trykker sig længere ind i skjul i køkkenskabet.
David Park: Under fremmed himmel
David Park skriver i et ypperligt og intenst sprog, der graver sig helt ind til hjerterødderne og får alt til at tindre og briste. Emnet er ganske hjerteskærende for dem, der selv er forældre, og er man ikke det endnu, så er det stadig en historie, der kan grave sig ganske dybt ned i en. Det er en storslået beskrivelse af mennesket, de menneskelige relationer og den magt, som fortidens begivenheder kan have over en.
Mattias Edvardsson: En helt normal familie
Bogen er en vaskeægte pageturner, hvor du ikke kan regne ud, hvad der sker, og derfor sluger siderne i rasende fart for at finde ud af, hvad der skete. Det er spændende, og det er fastholdende, og det er alt i alt en helt okay fortælling, hvor spænding og plot har førersædet fremfor sprog. Samtidig har bogen meget at sige om det at være en familie, at være menneske, der vil gøre alt for et andet menneske, og om, hvor grueligt galt det kan gå, selvom man er helt normal.
Delia Owens: Hvor flodkrebsene synger
Men det er ikke kun historien, der gør romanen så gribende. Sproget er levende, og især naturbeskrivelserne er storslåede. Personerne træder frem fra siderne, lyslevende og nærværende, og i mødet mellem sprog og fortælling står man tilbage med en magisk historie, der vil blive hos en i lang tid. Det er ikke stor litteratur på den sproglige front, men det er en stor historie, som med denne særlige magi bevæger sig ind lige der, hvor det betyder noget. Det er de menneskelige relationer, der er i fokus, og det er aldrig uinteressant eller irrelevant. En absolut læseværdig bog til de mørke efterårsaftener.
Kathrine Nedrejord: Forvandlingen
Forvandlingen er stærk og barsk. Sproget er fænomenalt brugt til at vise de følelser og tanker, der hersker inderst inde efter en voldtægt. Kontrasten mellem det indre og det ydre liv er knivskarp, og det kræver lidt at komme igennem historien, ikke fordi den er kedelig, men fordi den virker så stærkt. Der hersker en nøgenhed, en sårethed og en afmagt, der tager luften fra en. En virkelig hudløs beretning.
Thomas Boberg: Africana
Vi flagrer fra udblik til indblik, fra svimlende altaner til støvet på vandrestierne. Vi møder politikken og stirrer den lige ind i ansigtet side om side med dem, der sætter livet over styr i forsøget på at finde et værdigt liv. Vi vandrer med den hidsige Madame, drikker kølige colaer i skyggen og forbander vores menneskesind, kynisme og blødende hjerter med tiggerungerne lige i hælene.
Daniel Boysen: På sit yderste
Daniel Boysen skriver så smukt, så fjerlet og så voldsomt medrivende, at historien om denne kvinde aldrig vil forlade en igen. Hun mindes tabet af datteren, der druknede, mindes følelsen af den lille hånd i sin, og som læser bliver man ramt af denne brutale hjertesorg, så det føles, som er det sket for en selv. Og når det rammer på den måde, ved man, at her taler vi om ægte litteratur, ægte kunst.
Viktoria Jäderling: Åh Lunargatan
I vores moderne verden jagter vi tid og nærhed på alle de forkerte fronter, og det samme gør personerne i Åh Lunargatan. Det evigtgyldige nærværende spørgsmål: Hvad er meningen? bliver også kastet op mellem alle de andre farvestrålende bolde, og der gives, som altid, ingen svar.
Stephen King: Anstalten
Det, som altid begejstrer mig ved King er hans evne til at gøre sine karakterer sprællevende, så man som læser kan høre, smage, se og føle alt, hvad der foregår. Selv de mindre bikarakterer får liv og åndedræt, når King skriver, og det gør hans historier så ekstremt medrivende, at det bliver svært at lægge bogen fra sig, lige meget hvad der foregår ude i virkeligheden.