Johanna Sinisalo: Ikke før solnedgang

På allerdygtigste vis tryller Sinisalo historien om Michael og trolden om til en mille-feuille af kultur, historie, menneskesind, natur, psykologi, fantasi, lyset mod mørket, begær, afmagt, karriereræs og kærlighed. Der er hverken for lidt eller for meget af noget, det er altsammen uhyggeligt velskrevet, musisk, legende og dragende. Og for lige at fuldende det hele, så snurrer hun os ind i en komplet uventet og ganske utrolig slutning, som ingen havde set komme.

Toni Morrison: Elskede

Sproget er bjergtagende, det er som at blive revet afsted af en stærk strøm,  der kaster dig hid og did uden nåde. Historien er grum og brutal, men levende og vedkommende, og du klamrer dig til den som en druknende. Det er ikke en bog, man læser, det er en bog, man mærker, og den mærker også dig, før når du først har læst den, så kan du aldrig glemme den igen.

Jane Austen: Emma

Ud over temaerne, de kodede dialoger og beskrivelserne af et samfund, vi ikke kender længere her 200 år senere, så er Emma virkelig sjov. Austen besad en ganske underfundig og til tider virkelig direkte humor, som hun gavmildt spreder ud igennem Emma. Jeg tog mig selv i flere gange at klukle højt, mens jeg læste den igen, og jeg er stadig i næsegrus beundring for den kvinde, der for flere århundreder siden kunne levere så facetterede og levende karakterer.

Margaret Mitchell: Borte med blæsten

Trods tidens gang er Borte med blæsten stadig aktuel med sin elegante fortællestil, skønne, levende karakterer og temaer, der stadig er yderst relevante. Margaret Mitchell beskriver med formidabel evne den amerikanske borgerkrig set fra sydstaternes vinkel, ændringen fra rigdom til fattigdom, ændringen fra det nostalgiske og uforanderlige til det opportunistiske og realistiske, samme forskel som man ser i Scarletts to kærligheder: Ashley og Rhett. Scarlett står for overlevelse, vilje og en hidtil uset feministisk heroisme som overkommer alt på sin vej. Scarletts overlevelse og evne til at genopbygge sit liv alene med viljestyrke er både inspirerende og eviggyldig. Det er et tema, som aldrig vil blive forældet. 

Colson Whitehead: Drengene fra Nickel

Whitehead skriver i en nærværende, sansemættet stil, og hans fremstilling af karaktererne er ekstremt levende. Billedsproget er ufattelig godt, og det er umuligt ikke at leve sig helt ind i fortællingen og ikke mindst miste fatningen over de grusomheder, der overgår drengene. Naiviteten og troen på idealer er i nærkamp med kynisme og korruption, når Whitehead kridter banen op igen. Det er ikke kun et spørgsmål om race; det er også det endegyldige spørgsmål om, hvad et menneskeliv er værd.

Andrej Nikolaidis: Sønnen

Det er her, litteraturen slår sin krøller og viser, hvad den virkelig kan, når kunsten danser på tæer og får en fortælling til at sætte kløerne i helt ind til der, hvor det virkelig betyder noget. Fra en stille begyndelse til en slutning, hvor lavastrømmene har revet både læser, forfatter og hovedperson med sig ned i helvedes brændende forgård, kommer der et skift, der tager pusten helt fra én, og jeg må hæve armene i vild begejstring.

Karoline Hedegaard Brander: Og hun dansede

Brander skriver om kvinder og kriser, om møder med livet, når det gør ondt, og forsøgene på at finde lys og mening. Det er lidt som at få en tur gennem en halvfjerdserfarvet persillehakker med svingarm og pibelyd. Det gør ondt, så gør det godt, der grines og grædes. Branders kvinder danser, går ture, søger ud og væk, tilbage i minder og frem i drømme. Det er let at finde sig selv i dansen, og det er svært ikke at blive trukket med ned.