Tilbage på jobbet … men sikke et job!

Mine klienter er mine arbejdsgivere på sin vis. De overlader mig deres drøm, deres guld, og har tillid til, at jeg får det bedste frem i deres værk. Det er et kæmpe ansvar, og det betyder alt for mig, når jeg får sådan en respons. Jeg laver aldrig noget halvhjertet, ej heller er der opgaver, som jeg ikke håber, får det liv, som klienten ønsker for det. Litteratur kommer fra sjælen, fra hjertet, og når klienter sender mig deres skriverier, sender de mig deres hjerteblod, og jeg søger altid at give det alt det bedste, jeg har i mig. 

Bushcraft, Isfald og romanresearch

Når jeg har tid, hvilket ikke er så ofte, som jeg gerne ville, skriver jeg for øjeblikket på en roman, der involverer viden om at overleve i naturen i Norden. Det er ikke noget, jeg har den største erfaring med (læs: ingen udover en familietelttur med en enkelt overnatning i Sdr. Omme i min barndom), og jeg er derfor nødt til at læse mig til den viden, som jeg har brug for.

Om bogbørnebørn; det skønne ved mit arbejde

Jeg bliver så glad, når jeg ser, at et af mine bogbørnebørn er kommet ud som "rigtig bog." Hver eneste tekst, som jeg arbejder med, kommer under huden på mig og bliver en del af mig, som jeg ikke helt kan slippe igen. Historierne lever videre i mig, og det betyder meget for mig, at de får det liv, som de fortjener. Jeg kalder de manuskripter, jeg har arbejdet med, for mine bogbørnebørn, for det er jo forfatteren, der er forælder. Som bogbedstemor har jeg glæden og kærligheden, men intet af ansvaret. Det er skønt. Jeg er så stolt, når jeg sidder med den færdige bog i hånden; duften af nyt tryk og den fine, endnu ikke kaffeplettede forside. Det giver mit arbejde den ekstra lille sløjfe af glasur og sukkerpynt, som er helt uundværlig.

Hjælp til den svære PR

Noget, der kan give enhver forfatter grå hår i hovedet, er PR. Hvordan? Hvem? Hvor? Hvornår? Hvordan henvender man siger til medier, hvilke medier er relevante, og hvad skal man egentlig sige, hvis man først har fået hul igennem?

Der er rigtig mange af mine klienter, der spørger mig til råds om PR, og jeg må hver gang indrømme, at det bestemt ikke er min force. Heldigvis kender jeg en, som er rigtig ferm til det, og det er Anne Zenon, hvis bog Ikke noget at tale om, jeg tidligere har anmeldt. 

Jeg er begyndt at samarbejde med Anne Zenon, som netop er debuteret med sit PR-firma HistorieAgenten. Anne har en ordentlig bunke år på bagen med marketing, og hun er sprængfyldt med idéer og gennemslagskraft. 

Du må aldrig opgive din drøm

Det tog tyve år, faktisk næsten tredive, hvis man regner fra drømmens spæde start, men det lykkedes, og det er ikke slut endnu. Det er kun lige begyndt. Hvad gjorde jeg, for at det skulle lykkes? Jo, jeg blev ved. Jeg søgte det, jeg kunne lide, arbejdede med det, jeg drømte om, omend måske fra bagsiden, men jeg havde stadig fingrene dybt i litteraturen, kunne leve det hver eneste dag, og jeg blev ved med at forsøge, jeg skrev, skrev om, skrev noget andet, prøvede noget tredje, blev ved med at udvikle min stil, ændre på noget, skrue på noget andet, tage udfordringer op og ikke mindst læse, læse, læse.

En tilståelse …

Jeg har prøvet at få dårlige anmeldelser, og jeg har prøvet, hvordan det føles, når nogen affærdiger min drøm og min levevej som noget ubetydeligt. Selvfølgelig er det ikke ubetydeligt; det er mit hjerteblod. Men jeg er også kommet videre, og jeg har besluttet mig for, at det er noget, jeg gør for min egen skyld, ikke for alle andres skyld, og i sidste ende er det kun min egen mening og min egen selvfølelse, der tæller. Når jeg engang ligger på mit dødsleje, vil jeg have levet for min egen skyld, udlevet mine drømme og gjort det, der har betydning for mig. Intet andet tæller i sidste ende.

Det gyldne overblik

Det at have et gyldent overblik, en fast, overordnet struktur, er helt essentielt for at nå i mål med sit skriveprojekt. Det gælder hvad enten, man skriver fiktion eller faglitteratur, digte eller børnebøger. Det er tydeligt i teksten, hvis du væver rundt og ikke rigtig ved, hvad du egentligt vil med det. Og det er drønærgerligt, når man til sidst sidder med en roman på 800 sider, som stritter i alle retninger.