Eva Wulff: Lille Bi

Historierne om Lille Bi er supersødt fortalt i god børnehøjde, og de fine, farverige billeder er fængende, mens historien bliver fortalt. Eva Wulff har ramt den helt rigtige tone, der kan gribe de små og gjort det både fint og enkelt, så fortællingerne kan nå sit publikum. De er også helt perfekte som oplæsning fra storebror eller storesøsters side, når lillebror skal underholdes lidt.

Tove Janssons mumitrolde

Vi elsker mumitroldene. De har været en fast del af oplæsningen her i huset, siden tvillingerne var helt små, og de bliver stadig læst nu, hvor de er ni, og nu er Loui også kommet med på bølgen. Det gør mig altid nostalgisk at læse noget, som jeg husker fra min egen barndom, noget, som mine forældre gav til mig,, og der er altså noget helt specielt ved Tove Janssons mumitrolde. De fleste på min alder husker nok afsnittene i børnetimen, den mystiske stemning, lidt uhyggeligt, men samtidig trygt og rart. Tove Jansson skabte en helt egen verden, noget, der lever på tværs af generationer, og det er ikke alle forfattere, der formår at indfange den særlige magi, der kan gøre det.