Gudrún Eva Mínervudóttír: Veje til at overleve

Udsigelsen om den menneskelige sårbarhed og ensomhed er klar, men der er også noget andet på spil bag det hele, der udvider rummet rundt om fortællingen. Selvom emnet på mange måder er tragedie, er der et åndedrag af håb og tro på fremtiden, der lægger sig over siderne og efterlader læseren med en følelse af ikke blot at have været vidne til noget smukt, men også selv at have fået fornyet styrke.

Jim Butcher: Stormfront & Heksemåne

Butcher skriver sine fængslende og vildt sjove fortællinger om Dresden, der på klassisk vis altid roder sig ud i problemer, kommer på kant med alt og alle, hvis kærlighedsliv er voldsomt op ad bakke og som på trods af alle odds slipper helskindet igennem det meste. Harry Dresden er gammeldags mandschauvinistisk, kløgtig, uheldig og charmerende, hvilket til sammen danner en antihelt, man ikke kan lade være med at elske.

Jakob Hero – Kun når det brænder

Hero formår at indfange mennesket i kamp, sorg og inderlighed, og det bliver virkelig smukt, selvom det gør ondt. Beskrivelserne af Simons indre liv er voldsomme og levende, og man bliver indfanget af fortællingen, så den er umulig at lægge fra sig. Fokusset er på det der skaber mennesket, det der løfter op, og det der kan knuse. Sproget er smukt, poetisk og levende, og det er en fryd at læse. Hvad er det, der driver et menneske, når alting bliver til en kamp, og hvad er det, der står tilbage som det mest betydningsfulde, når alt falder fra hinanden?

Elin Cullhed: Eufori

Et menneske er et komplekst væsen, og Cullheds Sylvia er i sandhed kompleks. Tilmed skriver Cullhed vanvittigt godt, og kombinationen bliver en bjergtagende roman om en kvinde, der drømmer stort, slås med sig selv og verden, længes, sørger, elsker og tænker alt, alt for meget. Hvorvidt virkelighedens Sylvia var præcis sådan, bliver lidt ligegyldigt i debatten, for Cullheds Sylvia er et ufatteligt bekendtskab helt uden sammenligning. En kvinde, der længes og rives i alle retninger på samme tid, hun vil være forfatter, hustru, mor, kvinde, god, stilfuld, eftertragtet, omsorgsfuld, vellidt, attrået ... alting, og indimellem bare ingenting overhovedet.

Bram Stoker: Dommerens hus

Dommerens hus er fem gotiske noveller fyldt med klassisk gys og gru af den virkelig gode slags. Novellerne blev oprindeligt skrevet og udgivet mellem 1886 og 1897, og de indeholder netop den gode, gammeldags uhygge og skræk, som er så typisk for den periode. Alle historierne er stemningsfyldte, skarpe og velskrevne, og ganske enkelt et mustread for alle fans af genren og perioden.

Annette Høegh: Ind eller ud af Afrika

Fortællingen er funderet i personerne og de tanker og følelser, der opstår i et liv, der er vendt på hovedet. Der er som sådan ikke en udvikling af en historie, men nærmere en række indblik i tiden i Afrika. Anette Høegh formår at udfolde et land og et folk, så læseren får et dybt indblik i en verden, der er så langt fra vores. Det er umuligt ikke at blive forelsket i Afrika på samme måde, som jeg blev det, da jeg første gang læste Den afrikanske farm. Ind og ud af Afrika emmer af kærlighed til den afrikanske kultur, dets folk og natur, og det gør, at man som læser bliver båret ind i stemningen og vender hjem med hovedet fyldt med farver, dufte og storslået natur.

Kristian Himmelstrup: Pio

Kristian Himmelstrup formår at indfange manden bag historien, det ægte menneske og de tanker og vilkår, der formede hans livsbane. Det er fascinerende læsning, og man sidder tilbage med en langt dybere forståelse af alt det, der ligger bag et menneskes valg og ansigt udadtil. Tingene er aldrig sort-hvide, og verden kan ikke opdeles i godt og ondt. Selvom et menneske måske har det skønneste ideal, er det ikke altid, at livet går så let.

Sophie Elkan: Drømmen om Østerland

Drømmen om Østerland udkom første gang i 1901, men den kunne lige så godt være skrevet nu. Sproget er smukt, poetisk og flydende, og det slår armene om en fra første sætning og slipper ikke taget, før bogen er slut. Det er sanseligt og medrivende, dybt og menneskeligt, og det er svært at tænke, at bogen er så gammel, for emnerne og tankerne er dugfriske med temaer som fordomme, kulturmøder og sammenstød, religion, frigørelse, drømme og kærlighed (mere eller mindre umulig).

George Orwell: Vejen til Wigan Pier

Orwell skrev inderligt og skarpt, og det gør sig også gældende i Vejen til Wigan Pier, hvor han dykker ned i det liv, han beskriver, fremfor at stå udenfor og kigge ind. Reportageromanen er intensiv læsning fra start til slut, og der er uden tvivl meget visdom at hente i Orwells ord til trods for de næsten hundrede år, der er gået siden dens udgivelse. Det intense i livet, der bliver beskrevet, er eviggyldigt, og hans tanker om vores verden og samfund er lige så gyldige nu, som de var det dengang.