Colson Whitehead: Harlem Shuffle

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Forlag: Politikens Forlag
Udgave: 1
ISBN: 9788740071061
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Harlem Shuffle
Sider: 416
Udgivelsesdato: 15-02-2022
Format: Indbundet

Oversætter: Inger Kristensen

Harlem Shuffle har fået overraskende dårlige læseranmeldelser (dog ikke i de danske medier.) Det undrede mig noget, men så gik det op for mig, hvad der er grunden til det. Sammenligner man Harlem Shuffle med Den underjordiske jernbane og Drengene fra Nickel, så er det tydeligt at se, hvad der mangler.

Whitehead skriver stadig om racisme og minoriteter, om fattigdom, hårde skæbner, svære valg og tab, men den hyggelige, lidt småkriminelle møbelhandler fra 125th street er meget langt fra den voldsomme verden i både Den underjordiske jernbane og Drengene fra Nickel. (Whitehead har skrevet otte romaner, men jeg har kun læst disse tre.) Og det lægger op til en temmelig spændende debat om, hvorvidt emnet er mere eller mindre “alvorligt” uden den fysiske vold og tvang?

Men den skal ikke tages lige her. Her handler det om Harlem Shuffle, om et kvarter i en by i 1960’erne, om duften, smagen, lyden af en by, man elsker, en tid, der lægger op til dans, om familie, venner, fortid, frygt, vovemod, handlekraft, om at blive far, vokse fra, lægge til, drømme, føle sig uelsket, holde ud, være til, høre til og meget, meget mere.

Whitehead skriver lige så forrygende som i de to foregående, men i modsætning til dem, er Harlem Shuffle fyldt med varme og nærvær (til trods for vold og kriminalitet.) Carney er en rolig mand, der lever sit liv, som det nu engang går, og hele romanen vokser langt ud over dens tendens til at være spændingsroman og familiekrønike, for den er bare meget mere. Den er et udsnit af tiden, en essens og en kærlighedserklæring til et liv med mange facetter og krummelurer.

Bydelen Harlem er symbolet på adskillelsen mellem sort og hvid, mellem rig og fattig. Harlem er det, hovedpersonen Carney elsker, men også hans åg. Carney drømmer om så meget mere og bevæger sig langsomt, men støt, hen mod den rigtige lejlighed, den rigtige udsigt, et liv blandt dem, der sidder godt i det. Harlem Shuffle portrætterer kampen for borgerrettigheder, og hvordan racisme ikke blot er hvid mod sort, men også lysere sort mod mørkere sort. Kampen er uendelig.

Colson Whitehead er en eminent forfatter, der jonglerer legende let med sproget og skaber dybe billeder med smæk på sanser og følelser. Historien er både spændende, dyb og medrivende, og den er samtidig en hudflettende betragtning over en verden, hvor racisme og klasseskel er åbenlyse og afgrundsdybe.

Harlem Shuffle er desuden titlen på en R&B-sang fra 1963.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.