Aimee Molloy: Den perfekte mor

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Oversætter: Laura Kjær Larsen
Forlag: Falco
Udgave: 1
ISBN: 9788794232005
Sprog: Dansk

Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: The Perfect Mother

Sider: 314
Udgivelsesdato: 16-11-2021
Format: Hæftet

Det er intet overset faktum, at vi lever i en tid, der ikke bare kræver, at vi fungerer på et personligt niveau, men også har en perfekt facade, især på de sociale medier. Når man bliver mor, skal man ikke bare have det perfekte familieliv, men også en flot karriere, se godt ud, gøre alt det rigtige og dertil fremvise det overfor andre. Babyen skal helst brillere, ligesom en selv. Man skal være den perfekte mor.

Nu er jeg jo ikke den, der læser frygteligt mange krimier, men indimellem er der en, der fanger min interesse, og det var tilfældet med Aimee Molloys Den perfekte mor. Jovist er det en thriller, men fokus er på mødregruppen med synsvinkelskift, der lader os komme ind under huden på de nybagte mødre og deres jagt på det perfekte liv. Der er smæk på handlingen, men det går ikke udover fortællingen eller indblikket i personerne med temaer som ensomhed, angst, #metoo og præstationspres.

Bogen er velskrevet og skarp med et levende sprog, der lægger vægt på personskildringerne, til tider med et drys af humor og sarkasme, og forfatteren har ikke været bange for at udstille det pres, der er på det moderne moderskab. Thrillerhistorien bærer fortællingen frem, men det er mødrenes indre liv, der giver den dybde, spørgsmålene om, hvordan man som kvinde finder balance mellem det indre og det ydre, hvordan man dribler udenom presset i at være perfekt og kunne det hele. Måske er det for en tid okay bare at være mor?

OBS! På torsdag d. 13/1 kan du kl. 16-16:30 opleve et virtuelt event med Aimee Molloy. Molloys danske oversætter Laura Kjær interviewer hende om romanen, og det vil også handle om Molloys næste roman, GOODNIGHT BEAUTIFUL, som udkommer på dansk til foråret, og som fortsætter i samme gysende domestic-noir stil som DEN PERFEKTE MOR lagde for dagen, dog med andre centrale temaer.

Eventet er gratis, og du kan tilmelde dig her:

Link til ZEVIO-tilmelding: https://zevio.com/event/skoenlitteratur-den-perfekte-mor-871/?utm_source=facebook&utm_medium=click&utm_term=zevio&utm_content=event&utm_campaign=aimee_molloy&fbclid=IwAR2tnl2j04APlSoAs4iEFS-EGX8NtXZ0Rx80kO-ui1qJl8WIRYdtWMnEtWM

Og til Facebookbegivenhed her: https://www.facebook.com/events/1551646161864354?active_tab=about

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.