Johanna Sinisalo: Englenes blod

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar.

Oversætter: Siri Nordborg Møller
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgave: 1
ISBN: 9788771516906
Sprog: Dansk
Originalsprog: Finsk

Originaltitel: Enkelten verta
Sider: 280
Udgivelsesdato: 18-11-2021
Format: Hæftet

Englenes blod er simpel skønhed, dyb sorg, storslåede naturbeskrivelser, stilhed, ensomhed, eftertænksom. Det er den stille skrift med de dybe undertoner, det er tusind ord i et, og det er litteratur, når litteraturen slår sine kronblade ud og viser sig i sit fulde flor.

Det er ingen overraskelse, at Johanna Sinisalo kan skrive så voldsomt godt, for det har hun allerede bevist med Solens kerne og Ikke før solnedgang. Hun skriver helt ind i mennesket, ind i Orvo, hovedpersonen, som gennemlever den dybeste sorg, nemlig at miste sit barn.

Barnets død og et forladt bistade er kernepunkterne i romanen, og herfra udfoldes verdens undergang, biernes død, der indenfor få år vil føre til fødevaremangel.

Cli-fi-delen udtrykkes gennem drengen Eero, der er miljøforkæmper, skriver blogs på nettet og ultimativt tager ud på en aktion, der bliver hans endeligt. Og så bliver cli-fi, fantasy og menneskelig sorg sammenkoblet i manden Orvo, der på en og samme tid skal begrave sit barn og indse, at verden vil gå under. Døden skaber en portal til en anden verden, og hen over et antal dage fra Eeros død til begravelsen mindes han sin egen opvækst, sin bedstefar, sin far, ekskonen, Eeros mor, og Eero selv.

Orvo er det enkle, det naturlige, det nærværende, og han taler til det allermest menneskelige i læseren. Det er smuk og inderlig litteratur med dybde og hjerte, og som alle Sinisalos udgivelser gør den et dybt og blivende indtryk.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.