Bogforum 2021

Reklame. Billetterne er sponsoreret af Bogforum.

Det er mandag. Ungerne er blevet sendt afsted, havregrødsgryden er vasket, hunden er luftet og den kæmpestore kuffert er blevet tømt for vasketøj … og for bøger. De der bøger, vi var enige om, der ikke skulle med hjem. Nå ja, vi skulle jo have boggaver til drengene, der ikke var med, og så var der jo fire for et styks pris … og nogle uundværlige andre … og lidt til. Sådan er det. Næste år dropper vi skiftetøjet. Så er der plads til flere.

Det har været en forrygende weekend, der begyndte med reception hos forlaget Brændpunkt, hvor Søren Byders “Kriger” udkom i fællesskab med en bunke andre gode forfattere. Det foregik i Litteraturhaus, og det var knaldhyggeligt med plads til både latter og tårer, og sikke en følelses at være der på målstregen med sådan en bog.

Fredag gik turen til Bella Sky og Bellacentret, og vi ankom i god tid og kunne hjælpe søde Superlux på plads på deres stand, før kanonerne lød, og dørene blev åbnet. Og så brød bogstormen ud. Tre dage fyldt med bøger, snak, strålende kaos og læseglade mennesker, der stimlede sammen, flød rundt, småløb, sludrede, drak kaffe og blev fyldt med ord i en stor og gevaldig litterær fest. Vi mødte tonsvis af søde mennesker, spise pandekager, tog selfies, hørte oplæsninger og debatter, Emily fik signeret nogle bøger og vi haltede rundt med nye vabler og så og genså alle de mennesker, vi sådan holder af i bogverdenen. Lørdag signerede Søren Byder “Kriger” på Brændpunkts stand, og der var vi også med og kunne følge den gensidige jubel fra forfatter og læsere.

Det var fantastisk. Både fredag og lørdag vendte vi hjem til hotellet med ømme tæer, trætte ben og summende ører. Men glade. Og det er altid en fornøjelse at smække fødderne op efter sådan en dag, hvor alting bare har været vildt og godt. Hjemme igen er jeg fyldt med nye projekter, fede idéer, en meget træt hjerne, men en masse jeg gerne vil. Og sådan var det vist også sidste gang.

Der er for mange til tags, men vi elsker jer allesammen, og vi glæder os stort til Bogforum 2022. Al vores glæde kan ses i nedenstående galleri og på Instagram, hvor der blev lagt posts op løbende.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.