Rikke Havner Alrø: Stormtid

Forlag Forlaget Superlux
Udgave 1
ISBN 9788775670109
Sprog Dansk
Sider 490
Udgivelsesdato 20-09-2021
Format Indbundet

Det er lidt snyd, for jeg kender Rikke, og normalt anmelder jeg ikke bøger af folk, jeg kender, for det er hylende svært at være objektiv, og jeg er altid frygtelig bange for, at jeg ikke vil kunne lide bogen, for hvad gør man så? Jeg vil ikke skrive dårlige anmeldelser, og jeg vil ikke anmelde bøger, jeg ikke kan lide, og jeg vil heller ikke lade som om, jeg kan lide en bog, jeg ikke kan lide … Altså læser jeg ikke bøger af folk, jeg kender. Basta bum.

Derfor er det her heller ikke en rigtig anmeldelse, det er nærmere en anbefaling, for jeg har læst Stormtid, fordi den virkelig talte til mig, og det gjorde den rigtig godt.

Stormtid vandt Superlux’ fantasykonkurrence i 2020 som bedste manuskript, og det er fantasy for den voksne læser. Historien indbefatter tidsrejser via lommeur (fedt koncept), tilstedeværelsen af ellefolk, hekse og troldfolk midt mellem os andre, endda inde i lille Odense, som er min fødeby, og så går det ellers løs.

Rikke har skabt et rigtig fedt koncept med sin blanding af væsener, tid og magi, og det er hæsblæsende læsning, der på fornemste vis undgår teenagehysteri, blatant romance og halvkedelige sløjfer. Hun er ikke bange for at stikke fingrene ned i svære emner, og der bliver lagt op til en kodyl to’er (no pressure). Det er en bog, man læser ud i et stræk, så sørg for, at der er kaffe og lakridskonfekt indenfor rækkevidde.

Det er endnu mere tivolikrymmel på kagen, at Rikke ligesom jeg skriver om #stærkekvinder, der kan selv. Og så er det en virkelig smuk bog! Der er temaer i bogen om venskab, fordomme, sorg, barnløshed, manglende selvværd og svære relationer. Det handler om at turde knytte bånd, selvom det har vist sig at kunne gøre ondt, og det handler om at ville ofre alt for det, man tror på.

Fra forlaget:

”I samme sekund, jeg rører ved hans hud, suser jeg ned i en hvirvlende malstrøm, hvis midtpunkt er et par sorte øjne, der ser intenst på mig. Er det sådan, det føles at røre ved en underjordisk mand? For det er lige, hvad han er.”

Maren er 32 år og bor i Odense. Det lyder måske meget normalt, men Maren er ikke et menneske. Hun er en ellekvinde. Det har hun altid vidst, men hun ved ikke, hvad det betyder. Hun er også ligeglad.

Hendes magiske ophav har givet hende et job hos det mystiske firma, Urtid, der laver lommeure og smykker. Hendes titel er projektleder, men det er kun et dække.

I virkeligheden er hun hemmelig agent og på alle sine missioner, rejser hun i tiden. På en rejse til 1920 går noget galt, og det bliver startskuddet på en række begivenheder, der vender op og ned på alt. For hvem er Maren egentlig? Hvem var hendes mor og far? Og hvem er de magiske skabninger, der nu begynder at trænge ind i hendes liv?

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.