Margaret Atwood: Op til overfladen

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgave: 1
ISBN: 9788711997260
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Surfacing
Sider: 256
Udgivelsesdato: 08-04-2021
Format: Indbundet

Op til overfladen er endnu et af Atwoods underskønne mesterværker. Det er en genudgivelse, hendes anden roman ud af, hvad der nu er blevet til et utal af værker, men til trods for at den er en af ‘de tidlige’ er romanen på ingen måde ringere end de senere værker.

Op til overfladen omhandler, som altid hos Atwood, kvinder, frigørelse, det indre liv, kamp mod overmagt og normer, sorg, savn og skam og en udlængsel, der brænder for evigt indeni. Med andre ord handler det om mennesket, kvinden især, og det liv, vi alle kæmper med ind imellem. Hovedpersonen er en ung kvinde, der er vokset op i den canadiske vildmark, sidenhen har giftet sig og er flyttet i henhold til normer og andres ønsker, hun har endda fået barn, men har siden ladet sig skille og er flyttet fra mand og barn.

Nu er hun med sin nye kæreste på vej til det sted, hvor hun voksede op, for at lede efter sin forsvundne far. Her kommer hun til at konfrontere sin fortid, alle de normer, hun er flygtet fra og sin egen frygt for at forsvinde i forventninger og et liv, hun ikke ønsker. Hun ønsker heller ikke fortiden, som det var, men forsvinder alligevel ind i den vildskab og oprindelse, som dengang var overalt omkring hende, bogstaveligt talt.

Romanen er en metafor over menneskets oprindelse, menneskets egentlige vildskab, hvor byen og civilisationen bliver rammen og formen, som vi forsøger at passe os selv og hinanden ind i, når vi vil holde vildskaben nede. Natur versus kultur, mand versus kvinde, familie versus venner, hjemme versus ude, og ens ydre versus ens indre. Og som altid, når det kommer fra fru Atwoods pen, så er det uhyrligt velskrevet, så man ønsker, det aldrig holder op, og man aldrig når sidste side.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.