Michael Enggaard: Efterhånden mulighed for sol

Reklame. Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget.

Forlag: Politikens Forlag
Udgave: 1
ISBN: 9788740041484
Sprog: Dansk
Sider: 448
Udgivelsesdato: 02-03-2021
Format: Hæftet

Der er noget lidt spøjst ved Michael Enggaards roman Efterhånden mulighed for sol (en fantastisk titel!). Den er på samme tid spændende og kedelig, gribende og svær at holde sig selv fast i, tankevækkende og søvndyssende. Jeg gik i flere dage og tyggede på, hvad jeg skulle skrive om den, for jeg har jo det princip, at jeg ikke skriver dårlige anmeldelser. Hvis jeg ikke kan lide en bog, så siger jeg ikke noget om den (med mindre jeg bliver spurgt direkte), for hverken forfatter eller jeg får noget ud af, at jeg skriver, at jeg ikke bryder mig om deres værk. Der skal jo nok være andre, der kan lide den, og så er det langt mere relevant, at de bare taler om det. Nå, men jeg kunne alligevel ikke helt slippe Enggaards værk, og jeg kunne lide den for meget til at meddele forlag og forfatter, at jeg ikke ville anmelde den. Så hvad gør jeg nu …

Jo, jeg finder ud af, at det, der gør, at den virker kedelig, at jeg gang på gang er ved at lægge den permanent væk, er, at det kedelige i bogen netop er, hvad den handler om: at livet er gået i stå, at det evindelige tik-tok er blevet øredøvende, og at man ikke gør det, man brænder for, og at alting derfor bliver så grundlæggende trist, at det ikke er til at holde ud. Romanen meta-refererer sig selv i det kedelige, og det, der spræller og giver liv, er jo virkelig godt! Alt det, som hovedpersonerne forlod bagude i tiden og sejlede fra. Da det bliver vække til live igen, så lever romanen også. Jeg er slet ikke i tvivl om, at hovedhistorien er god, at karaktererne er gode, og at der er en kerne, der sprudler og lever; det andet vejer bare lidt ned over det og kvæler det funklende.

Man skal altså bide tænderne lidt sammen for at komme igennem siderne, og jeg kan se på anmeldelserne fra andre, at de er løbet mod samme mur. Det havde nok ikke skadet at korte lidt ned og gøre det hele lidt skarpere, men summa summarum er, at det er en god historie, og det er en historie, der har noget på hjerte, noget med at komme videre, at få gang i pulsen og hjertet, at finde sin kerne, når det hele er blevet lidt for trist og gråt, at turde leve, at turde slippe sig selv fri. Og det er vigtige emner.

Enggaard har med sin roman skabt nogle stærke og spændende karakterer, der har en masse at sige om vores moderne liv, halvhjertede relationer og tendensen til at gå i stå i det hele. Tilbageblikket til den vilde ungdom med alle drømmene og al gåpåmodet er stærkt og kommer godt under huden på læseren og er bestemt læseværdigt.

Enggaard har en fin fortællestil med mulighed for sol i spredte smukke billeder og en solid fortællekraft, som holder ved hele vejen igennem. Det er ikke håndværket, der fejler på noget tidspunkt.

Efterhånden mulighed for sol kommer til at dele vandene, uden tvivl, hvor der på den ene side står en flok, der elsker den socialrealistiske, karakter-omkredsende fortælling om liv, der rinder ud, før de er ovre, og på den anden vil der stå dem, der aldrig kommer igennem.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.