Niklas Rådström: Gæsten

Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Oversætter: Lotte Kirkeby
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgave: 1
ISBN: 9788771515909
Sprog: Dansk
Originalsprog: Svensk
Originaltitel: Gästen
Sider: 184
Udgivelsesdato: 19-11-2020
Format: Hæftet

Det er tåkrummende ydmygende og ganske uudholdeligt, når man tænker på indholdet, men det er vældig velskrevet, og derved en ganske fin læseoplevelse.

I 1857 tog H. C. Andersen på besøg hos Charles Dickens. De havde korresponderet over en længere periode, og den danske digter mente derfor, at det var ganske på sin plads med et besøg – et besøg, der ganske vist trak ud i hele fem uger. De to forfattere kunne ikke kommunikere, da Dickens selvfølgelig ikke talte dansk, og Andersens engelsk var rædderligt.

Dette besøg har Niklas Rådström gendigtet i sin roman Gæsten. Med baggrund i historiske fakta har han skrevet videre på historien, sådan som han forestiller sig, at det er foregået. Romanen er en tankeflugt hen over kommunikationens vigtighed, bruddet mellem mennesker, når kommunikationen svigter, og det, der kunne have været i dens kerne. Men det er også en gendigtning af et venskab, der kun lige nåede at spire, men aldrig vokse frem. To mennesker, der måske havde en masse til fælles, men aldrig kom ind til det. Historien fordrer en interesse for de to personligheder, da den i sig selv ikke har den store fremdrift, men finder man Andersen og Dickens interessante, er Gæsten spændende læsning.

Rådström har et stærkt og levende sprog, der danser afsted med de to personligheder og deres særegne træk. Det er både skamfuldt, morsomt, uhyrligt og enerverende, men man kan ikke lade være med at tænke, at Rådström sikkert er landet ganske tæt på virkeligheden i sin fiktion.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.