Emma Glass: Blå skygger

Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Oversætter: Signe Lyng
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgave: 1
ISBN: 9788771515459
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Rest and be Thankful
Sider: 164
Udgivelsesdato: 22-10-2020
Format: Hæftet

Efter at have læst Peach, glædede jeg mig som et lille barn til jul (apropos), da endnu en Emma Glass landede i min postkasse. Glass skriver på en helt speciel, poetisk og sanselig måde, der tvinger læseren ind i sproget. Det er stærkt, og det er skarpt, og det er lige her, litteraturen kommer helt op på tæerne og sætter sig selv på spidsen.

Blå skygger er uden tvivl af Emma Glass, det mærkes i sproget, men det er alligevel noget andet end Peach. Historien er mere rummelig, mere ude i verden end Peach, men sproget er lige så knivskarpt, under huden og pragtfuldt poetisk, så det bærer sin læser ind i det rum, som Glass maler frem med hvert et ord.

Historien er sønderrivende barsk. Laura er sygeplejerske på en børneafdeling med alt, hvad det indebærer af tragiske skæbner, grædende børn og ubærlig sorg. Glass er selv sygeplejerske, og der er ingen tvivl om, at meget af stoffet i bogen er personlige oplevelser. Vi følger Lauras lange nattevagter, det ekstremt opslidende arbejde, tårerne, der synes at løbe i en uendelig strøm, hjemmelivet med et træt parforhold, der til sidst går i stykker, og alt det, der gør, at det hele alligevel giver mening, når livet går videre, fordi det skal det gøre.

Glass skriver livet ind i hver en sætning, ikke set udefra, men sådan som det føles for hvert skridt, hvert åndedrag. Det er langsom læsning, det skal synke ned før næste mundfuld, og sådan, bid for bid, foldes verden ud i lys, lyd og krop med alt, hvad den betyder for et menneske.

Endnu engang må jeg sende kudos afsted til superdygtige Signe Lyng, som har oversat så levende og dybt et sprog, hvor hvert et ord er nøje udvalgt af forfatteren for at forme verden.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.