Om bogbørnebørn; det skønne ved mit arbejde

Noget af det allerbedste ved mit job er, når jeg ser mine klienter lykkes med deres drømme.

Karakteren af disse drømme er lige så forskellige som mine klienter; nogle drømmer om at lave en Rowling med verdensomspændende succes og ugudelig rigdom, andre vil bare gerne kunne leve af at skrive og andre igen vil bare gerne kunne holde deres manuskript i hånden i form af en rigtig bog, fordi de har lagt blod, sved og tårer i projektet, og det er deres hjertebarn. Hvad end niveauet er, betyder det meget for mig, når får mailen eller opkaldet: Så lykkedes det …

Sidste skud på stammen er Anne-Kirsten Brønserud, der er udkommet med sin pragtfulde roman om opvækst i 60-70’ernes Danmark. Med sikker pen og skøn stil fortæller hun om flere generationers liv i denne periode med glimt fra både barndom, ungdom og voksenliv i de hårde tider og de gode. Det er en hjertevarm og realistisk fortælling med fokus på menneskets inderste verden og den erfaring, man får med sig igennem livet. Brønserud kom til mig med et stort ønske om at få sin bog udgivet. Den er et rigtigt hjertebarn, som hun har brugt masser af tid og kræfter på, og det kan mærkes i bogens sjæl. 

Det er meget forskelligt, hvilken form for hjælp, der er brug for. Nogle forfattere tikker ind med et manus, der er så godt som færdigt, men blot kræver en smule polering eller udeladelse af nogle fyldord, der tynger teksten. Andre er måske kun på idéplan eller helt rå og skal have hjælp til at bygge det hele op. Det er tit sådan, at det fra forfatterens side er svært at se, hvad der er skidt og kanel, når man sidder med sit eget manuskript. Man stirrer sig blind på det, fordi man er så langt inde i personerne og historien, og når man har det hele i hovedet, bliver det svært at skelne det på skrift. Og hvad er det lige, der giver den berømte x-faktor, som gør, at manuskriptet kan komme ud over rampen? Er det sproget, der halter? Strukturen eller gabende plothuller? Mangler karaktererne liv, eller er der passager, der bliver for lange og kedelige?

Jeg bliver så glad, når jeg ser, at et af mine bogbørnebørn er kommet ud som “rigtig bog.” Hver eneste tekst, som jeg arbejder med, kommer under huden på mig og bliver en del af mig, som jeg ikke helt kan slippe igen. Historierne lever videre i mig, og det betyder meget for mig, at de får det liv, som de fortjener. Jeg kalder de manuskripter, jeg har arbejdet med, for mine bogbørnebørn, for det er jo forfatteren, der er forælder. Som bogbedstemor har jeg glæden og kærligheden, men intet af ansvaret. Det er skønt. Jeg er så stolt, når jeg sidder med den færdige bog i hånden; duften af nyt tryk og den fine, endnu ikke kaffeplettede forside. Det giver mit arbejde den ekstra lille sløjfe af glasur og sukkerpynt, som er helt uundværlig.

Tillykke til Anne-Kirsten og alle de andre som lykkes med deres drømme. Giv aldrig op 🙂

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.