Inge Duelund Nielsen: Claras bog

Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Forlag: Jensen & Dalgaard
Illustrator: Gitte gade
Udgave: 1
ISBN: 9788771516753
Sprog: Dansk
Sider: 72
Udgivelsesdato: 25-09-2020
Format: Indbundet

Claras bog er ren skønhed. Både fortællingen om Clara og illustrationer er så smukke, at man må stoppe helt op og bare være i en tid.

Fortællingen handler om pigen Clara, der er så godt som usynlig for de andre børn. Igen og igen prøver hun at være med i gruppen, men de ænser hende aldrig. Hun bliver i stedet venner med buschaufføren, Patricia, som også er den, der fortæller om Clara.

Historien er hjerteskærende, så hjerteskærende, at den er svær at læse højt, når man som jeg har meget let til tårer. Det lykkedes dog, og både jeg og tvillingerne blev suget ind i det rum, der er Claras verden med store ord, tanker og følelser, og en gribende fortælling om, hvordan man forsvinder, når man ikke bliver set.

Fortællingen lægger op til snak: Hvorfor holder de hende ude? Hvorfor kan man endda ønske at blive drillet, bare for i det mindste at blive set? Hvad sker der med Clara?

Det er vigtige emner, en vigtig læring om empati, omsorg og venskab. Jeg kan slet ikke understrege nok, hvor vigtig denne bog er. Det er fundamentet i ethvert liv, noget af det allervigtigste, man kan få med sig fra sin barndom: empatien, tanken for et andet menneske, følelsen af at høre til.

Og igen er denne bog så guddommeligt smukt illustreret, at jeg slet ikke har ord for det. Den skal ses. Den skal læses.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.