Dea Sofie Kudsk: Udstrakt landskab

Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgave: 1
ISBN: 9788771516944
Sprog: Dansk
Sider: 150
Udgivelsesdato: 14-10-2020
Format: Hæftet

Et udstrakt landskab er længsel, ventetid, hverdag, kærlighed, som en elastik, der bliver strammet mere og mere, indtil den måske ikke længere kan trække sig sammen og holde.

Bureaukratiet er udstrakt som afstanden mellem mennesker fra to forskellige kulturer, som forståelsen for, at alting går i frø, når alt, der findes, er utålmodighed efter det, der måske kommer i fremtiden. Alt det, der allerede burde være, men som bliver trukket ud, fordi kærlighed alene ikke er nok, når længslen suger alt til sig.

Dea Sofie Kudsk har smukt og poetisk beskrevet livet for to, der elsker hinanden, men hvis kærlighed begrænses af bureaukrati, fordi de kommer fra hver sit land. Hverdagen rammer dem hårdt med sine krav om tålmodighed, begrænsningerne i deres frihed og tristheden, der folder sig ud og lægger sig kvælende over dem.

Sproget i romanen er vævende poetisk, og man bliver spundet ind i det grå og detaljerede med remser af ord og beskrivelser af den tunghed, der lægger sig over Victor og Monica. Monica holder til det sidste på et håb, mens Victor bliver drevet på flugt af den næsten symbolske kulde i land og samfund.

Det er et mesterligt stykke arbejde, der er lagt i Et udstrakt landskab, som udover så fint at ramme hovedet på sømmet med bureaukratiets halshugning af kærlighed, også så smukt indfanger to forskellige menneskers forsøg på at fastholde en kærlighed, når alt omkring dem forsøger at ødelægge den.

Ventetid, grå hverdag, kold by, ødemark, blomsterfarveeksplosion, vantehænder, flytider, udsigtsløs, indsigtsløs, mellemlanding, undskyldning, beskyldning, stram ud, stram op, farvel.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.