Du må aldrig opgive din drøm

Fra skriblerier i en notesbog til smuk hardback …

I mine tidlige teenageår begyndte jeg at drømme om at blive forfatter. Mine første bøger skrev jeg med grøn tusch og bandt dem sammen med rødt garn.  Forsiderne lavede jeg med udklippede billeder fra kulørte magasiner. Min far forærede mig en lille gul skrivemaskine, som jeg skrev de sidste par bøger på. Jeg har dem endnu gemt godt væk i en gammel brun kassette. Siden blev jeg mere professionel, anskaffede computer og gemte alle mine skriverier på floppydisks. De fleste af dem er desværre blevet væk gennem tiden.

Jeg nåede op i tyverne, før jeg blev rigtig alvorlig med mine skriverier. Før det var jeg lidt en drømmer, den slags, der tænkte, at en forfatter skal opdages på den måde, at en dygtig forlægger bryder ind, finder de fantastiske manuskripter i skrivebordsskuffen og tvinger den ydmyge forfatter til at lade sig udgive. Med alderen blev jeg klogere …

I mine tyvere skrev jeg en fantasyserie. Før det skrev jeg mest socialrealistisk, det, som jeg i dag kalder teenageskriverier, lidt drømmende, lidt søgende og gerne med en tragisk heltinde, masser af tårer og drama og en god portion reddende kærlighed. Da jeg begyndte at skrive fantasy, var det som om, alt det ændrede sig. Jeg skrev for min egen skyld, men også med den tanke, at jeg ville have det udgivet. Hen over fem år skrev jeg fem tykke romaner, alle sammen i en serie med samme persongalleri og tema. Da jeg var midt i processen, begyndte jeg at sende de første ind til forlagene.

Det gik slet ikke som forventet. Jeg modtog afslag på afslag, ubegrundede og kolde, og jeg forstod pludselig, at det ikke bare var ligetil at blive udgivet. Alligevel blev jeg ved med at forsøge. Set i bagklogskabens klare lys var jeg oppe imod høje odds. Fantasy var dengang ikke særlig velset, det blev sjældent udgivet, medmindre det var bedstsælgende oversættelser fra det store udland, og det var slet ikke noget, man satsede på, fra en debutant. Ved et af mine sidste forsøg hos en af landets mastodonter fik jeg den besked, at de sådan set gerne ville have udgivet det, hvis jeg bare havde været udgivet før. Det var mere nedslående end de ubegrundede afslag, for hvad skulle jeg stille op med nærved og næsten?

Jeg pakkede bøgerne væk i min digitale skrivebordsskuffe og prøvede at glemme dem, mens mit liv susede videre. De blev dog altid ved med at rumstere, for jeg syntes, det var en god historie, de havde kostet mig blod, sved og tårer, og jeg syntes virkelig, de fortjente at få et liv.

Der gik næsten tyve år, før det skete. Og det er netop min pointe. Du må aldrig give op. Hvis du har en drøm, så hold ved. Søg det, lev det, bliv ved og ved. Jeg skrev andre bøger, gik andre veje, men til sidst blev det alligevel virkelighed. Min første udgivelse blev noget helt andet, nemlig en roman i USA, hvilket jeg aldrig havde forestillet mig. Det skete ad omveje ved, at jeg i en snak med en god ven, der er forfatter i USA, blev inspireret til en historie, som jeg gik i gang med at skrive, selvom jeg egentligt var alt for travl med at passe tre år gamle tvillinger og skrive speciale.

Romanen blev skrevet, og jeg fik skrevet kontrakt med et forlag i USA. Så var den der pludselig, kontrakten, helt officielt, og jeg kunne med rette kalde mig forfatter. Det var uvirkeligt, og jeg var overlykkelig. Nu sker det, tænkte jeg, nu går alle mine drømme i opfyldelse, alt, hvad jeg har kæmpet mig hen imod gennem alle de år, alle de lange nætter ved skrivemaskinen, de vågne drømme, skrivekramperne, notesbøgerne og tankerne om alt, der kunne ske.

Det varede kun nogle måneder, bogen nåede at være ude i nogle dage, så blev jeg uenig med forlaget om nogle af deres krav, og så brød jeg kontrakten og fik mine rettigheder tilbage. Det var en mærkelig tom følelse. Jeg valgte at bruge alt materialet og selv udgive den igen via Amazon, men det var ikke helt det samme. Det var ikke rigtigt.

Sideløbende havde jeg afsluttet min kandidat i litteraturvidenskab og var godt i gang med at arbejde som redaktør. Jeg udvidede mit felt mere og mere indenfor litteraturen, begyndte at anmelde, oversætte og tekstforfatte. Jeg arbejdede med det, jeg elskede, og det betød alt. Det gør det stadig. Og så meldte Torkild sig på banen med en udfordring: Strø dit guld og din glasur over dette manus og lad os se, hvad der sker. Jeg havde arbejdet som hans redaktør før, og han var blevet mopset over nogle af mine kritikpunkter, så nu ville han se, hvad jeg kunne. Jeg tog udfordringen op. Det blev til Stalingrads engel, som blev udgivet på DreamLitt.

Pludselig tog det fart. Nogenlunde samtidig skrev jeg kontrakt med Superlux om udgivelsen af Syvstjernesagaen, som jeg havde fundet frem, støvet af, redigeret og sendt afsted, for nu var fantasy pludselig blevet rigtig populært i vores lille land. Og samtidig var jeg gravid med mit tredje barn. Det gik så stærkt, det hele, og fra ingenting stod jeg nu med to forlagskontrakter i hånden.

Det tog tyve år, faktisk næsten tredive, hvis man regner fra drømmens spæde start, men det lykkedes, og det er ikke slut endnu. Det er kun lige begyndt. Hvad gjorde jeg, for at det skulle lykkes? Jo, jeg blev ved. Jeg søgte det, jeg kunne lide, arbejdede med det, jeg drømte om, omend måske fra bagsiden, men jeg havde stadig fingrene dybt i litteraturen, kunne leve det hver eneste dag, og jeg blev ved med at forsøge, jeg skrev, skrev om, skrev noget andet, prøvede noget tredje, blev ved med at udvikle min stil, ændre på noget, skrue på noget andet, tage udfordringer op og ikke mindst læse, læse, læse.

Bliv ved. Du må ikke give op. Det betyder ikke noget, om du er fjorten eller halvtreds år gammel. Hvis det er din drøm, så hold fast og kæmp videre. Det er ikke umuligt. Intet er umuligt for den, der tør blive ved. Fra det støvede lyserøde teenageværelse med den gule skrivemaskine til mit store kontor med bøger fra gulv til loft og væg til væg og en masse arbejde med litteratur, det kan blive virkelighed, hvis du bare holder ved og lader dig selv tro på det.

 

If you can dream it, you can do it.

~Walt Disney

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.