María José Ferrada: Kramp

Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Oversætter: Anne Brinch
Forlag: Jensen & Dalgaard I/S
Udgave: 1
ISBN: 9788771515305
Sprog: Dansk
Originalsprog: Spansk
Originaltitel: Kramp
Sider: 124
Udgivelsesdato: 04-09-2020
Format: Hæftet

Kramp er en beretning fra Chile set fra en syvårig piges drømmende og fantastiske synsvinkel. Fortællingen er skrevet som en allegori, der fremviser livet i det postdiktatoriske land, der er fyldt med spøgelserne efter forsvundne personer, hård fattigdom og barske skæbner.

I ægte Kafkask stil er alle personer benævnt kun med forbogstav, et udtryk for det ufrie menneskes afmagt, og der fortælles kun det allermest nødvendige, resten er smukt skrevet mellem linjerne i det tågede landskab. Kramp er forfatterens debut, og den har allerede velfortjent høstet tre priser i sit hjemland.

Individet er uden betydning, alting er opbygget af Den Store Tømrer og risikerer at falde sammen i stormvejr. Det er ufrit, usikkert og kaotisk. Alt er dybt begravet i symboler og metaforer. Den lille pige rejser uden sin fraværende mors viden rundt sammen med sin far, der er sælger, og sammen lærer de om livets barske realiteter. Faren bruger pigen til at fremme salget ved hjælp af hendes uskyldige blik, og pigen bruger faren i et forsøg på at skabe mening med livet. Alt er lidt fjernt, lidt tåget og lidt trist, og det bliver mere og mere præget af afmagt, efterhånden som pigen bliver ældre. Hun lærer om livet, lærer, at individet og selv livet er meningsløst, og at alt, hvad man gør, kun har ringe betydning for det endelige udfald.

Trods det tågede udsyn er fortællingen knivskarp og rammende. Det er en fortælling om samfund, kapitalisme og mennesker; en fortælling om, hvordan mennesket udraderes af de store koncerner, hvordan det enkelte liv er uden betydning i en større sammenhæng og hvordan en enkelt lille skæv skrue kan få de største konstruktioner til at falde sammen. Alt i alt en smuk og ekstremt velskrevet allegori over samfund og mennesker i opløsning.

Ferrada skriver guddommeligt, og det er en fryd at læse hvert et ord. Fortællingen løber afsted som en strøm under huden, og den er uhyggeligt svær at slippe, når man først er gået i gang. Det er sådan en bog, man vender tilbage til flere gange og med glæde har stående på bogreolen resten af livet.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.