Det gyldne overblik

Selvom sommervejret ikke rigtig er med os, håber jeg, at du nyder ferietiden derude. Eftersom du er med her på siden, tænker jeg, at du sikkert bruger de mange feriedage på at læse eller skrive. Det er jo det, der driver os i denne lille niche.

I dag vil jeg skrive lidt om emnet overblik og struktur. Der er mange, der henvender sig til mig med samme problem. Den første e-mail eller telefonsamtale starter ofte med: Jeg vil gerne skrive den her bog, men jeg aner ikke, hvordan jeg skal gribe det an. Jeg aner ikke, hvor jeg skal starte. Der er så meget stof. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få overblik eller strukturere det.

Det er helt almindeligt, at vi som mennesker bliver viklet så meget ind i detaljen, at vi mister det gyldne overblik. Jeg kender det selv kun alt for godt. Jeg ser mig så varm på en detalje, at jeg helt mister grebet om de store vinkler. Pludselig har man brugt så meget tid og energi på en lille ting, at man slet ikke har indset, at man bevæger sig i en helt forkert retning. Det er derfor vigtigt, at man fra start af er tunet ind på, hvor man gerne vil hen med sit skriveri, og at man har en plan for, hvordan man kommer derhen.

Det at have et gyldent overblik, en fast, overordnet struktur, er helt essentielt for at nå i mål med sit skriveprojekt. Det gælder hvad enten, man skriver fiktion eller faglitteratur, digte eller børnebøger. Det er tydeligt i teksten, hvis du væver rundt og ikke rigtig ved, hvad du egentligt vil med det. Og det er drønærgerligt, når man til sidst sidder med en roman på 800 sider, som stritter i alle retninger.

Det er slet ikke så svært at skabe en struktur, og det er helt sikkert arbejdet værd at begynde her. Med en enkelt Google-søgning kan du finde mange forskellige plotmodeller, som du måske vil finde gode, eller du kan benytte dig af noget så enkelt som et stykke A4-papir, hvor du kan nedfælde dine tanker. Det er meget forskelligt, hvad man kan lide at arbejde med. Selv er jeg A4-typen, den gamle skole med kuglepen og blok. Det er ikke sikkert, at jeg præcis ved, hvor min roman skal hen, når jeg begynder, men så nedfælder jeg det, jeg ved. Hvem er min hovedperson? Hvad oplever han eller hun? Hvad er hans eller hendes relationer? Begynd bare med det, der er, og arbejd så videre herfra.

Nogle forfattere har fra begyndelsen et helt fast plot og ved, hvad der skal ske i hvert enkelt kapitel, og hvordan kapitlerne skal struktureres. Sådan er jeg ikke, og jeg er også typen, der pludselig får en helt ny idé, og så skal min tekst gennemarbejdes for at passe til det nye. Det er ret besværligt, men som oftest alt arbejdet værd. Det vigtige er bare, at der hele tiden er fat om en rød tråd, at der hele tiden er en klar struktur, der vil bære læserne frem, når det er deres tur. Når jeg ændrer noget i min roman, så ændrer jeg også min strukturplan (og eftersom den er skrevet med kuglepen, så er det altså forfra.)

Mit råd til alle dem, der ringer eller skriver, fordi de ikke aner, hvor de skal begynde, er derfor altid det samme: Sæt dig ned, fat en kuglepen og begynd et mindmap. Skriv alle dine idéer ned, få det ud af hovedet, og når det er gjort, så begynd at sætte dem ind i en rækkefølge. Hvis det er faglitteratur, så prioriter dem, eller få sat dem ind i en logisk følge. Hvis det er fiktion, så lav en struktur, der viser, hvor du vil hen, hvordan du vil komme derhen, og hvor det skal starte. Hvad skal der med i din roman, hvad er vigtigt, hvordan udvikler din hovedperson sig, hvad skal der ske med ham og hende. Du behøver ikke alle detaljer, men det er vigtigt med det gyldne overblik. Når du har en fast struktur, kan du arbejde vilkårligt. Det vil sige, at du ikke nødvendigvis behøver at skrive kronologisk. Du kan sagtens springe rundt, og så klippe det hele sammen bagefter.

Når du har din struktur på papir, på opslagstavle eller i plotmodel, så får du hovedet oven vande, og så får du det gyldne overblik, der gør, at du kan holde styr på din tekst.

Altså:

Lav et mindmap/en brainstorm til at starte med

Strukturer dine idéer

Beskriv dine karakterer (så slipper du også for, at dine person pludselig ændrer udseende eller navn midt i historien)

Lav en rød tråd/en kerne, din historie holder sig til, så det er mærkbart hele vejen igennem, hvor du gerne vil hen med din tekst

Lav en tidslinje, så du hele tiden har overblik over hvordan, hvor og hvornår

Opdater alle ovenstående efterhånden som historien skrider frem.

God skrivelyst 😊

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.