Kate Elizabeth Russell: Min mørke Vanessa

Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Oversætter: Karsten Nielsen
Udgave: 1
ISBN: 9788711911167
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: My Dark Vanessa
Sider: 400
Udgivelsesdato: 14-05-2020
Format: Indbundet

Bestsellere. Hypede bøger. Dem, som alle taler om. Det får normalt mig til at trække lidt i modsatte retning og nægte at læse dem. Jeg har en forkærlighed for de små og oversete perler, men som følgere af min blog ved, sker det ind imellem, at jeg “falder i.” Det, der fik mig til at falde i med Min mørke Vanessa var, at jeg overalt hørte den omtalt som “den næste Lolita.” Og hvis der er nogen, der står mit hjerte nær, så er det Vladimir Nabokov.

Rent teknisk kunne bogen være halveret, der er masser af unødvendigt fyld, det er ikke nødvendigvis let at komme ind på karaktereren og føle med dem i stedet for bare at læse om dem, hverken Vanessa eller Jacob vinder fylde eller sympati, de fungerer lidt som et distanceret teater, som man ser til ende kun fordi, man ikke har andet at lave og gerne vil vide, hvordan det ender. Men … der er altså et men!

Hvis du ser bort fra fyldet, de lidt kedelige karakterer og en alt for udtrukket historie, så er der en nerve, en ondskab, et lurende tema, som springer frem fra bogens dybde og rammer dig lige midt mellem øjnene. Og ikke mindst lige i hjertekulen.

Min mørke Vanessa er ikke den næste Lolita, Russell er ikke den næste Nabokov. Det er klart. Litterært er det slet ikke i nærheden af hinanden, men det forhindrer ikke Min mørke Vanessa i at lyse på litteraturens himmel som en supernova. Hvorfor? Simpelthen på grund af den nerve. Simpelthen fordi det er så hamrende vigtigt, at vi taler om det her.

Først og fremmest er historien voldsom, ikke i sin udførelse, men i det, der ligger bag og under de hændelser, der beskrives. Overgrebet på den naive og kærlighedshungrende teenager er så gennemgribende ødelæggende, at man næsten ikke kan holde det ud, og hendes efterfølgende selvløgne og traumer er ubærlige. Man får lyst til at ruske hende og banke fornuft ind i hendes hoved, men endnu mere får man lyst til at udrydde alle eksistenser som Jacob Strane. Dem, som virkelig er derude og ikke kun er fiktion. For de findes. De er der.

Så tal om det, bred det ud, hejs sejlene. Det er vigtigt, at alle forstår netop de fine aspekter, der er i det her, og hvorfor man kan tale om overgreb, selvom der bliver sagt ja. Russel har formået at skrive en bog, hvor det så tydeligt træder frem, at det er overgreb, at det er forbryderisk og ikke mindst altødelæggende. Det ligger i Vanessa Wyes tanker og ord, det er så fint malet op af Russell, at man forstår, hvorfor en ung pige kan lyve så voldsomt for sig selv (og andre), og hvordan en skruppelløs og syg mand kan forføre et ungt sind.

Synsvinklen indefra Wyes tanker og minder er dygtigt beskrevet, den unge naivitet, angsten, depressionen. Det er skrevet, så det kommer helt ind under huden på en, der, hvor man slet ikke har lyst til, at det skal være. For det gør ondt. Det, der gør det ekstra stærkt, er netop, at hovedpersonen ikke betragter sig selv som et offer, ikke klager sig, ikke vender situationen rundt, men bliver ved med at se sig selv som aktør i en kærlighedshistorie, og sandheden er kun antydet udefra, ude ved læseren, som må græde sig gennem historien. For er det ikke netop det, der er problemet? Er det ikke netop det, som vi skal tale om? Hvor mange, hundrede, tusinde, derude sidder stadig tilbage og tænker: Det var min egen skyld.

Læs den. Lad dine teenagere læse den. Og tal om det. Det er vigtigt.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.