Özgür Mumcu: Fredsmaskinen

Oversætter: Sadi Tekelioglu
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgave: 1
ISBN: 9788771515299
Sprog: Dansk
Originalsprog: Tyrkisk
Originaltitel: Barış makinesi
Sider: 234
Udgivelsesdato: 25-02-2020
Format: Hæftet

 

Fredsmaskinen er en farverig og velkrydret fabulering, der sender sin læser på en tur tilbage til Tusind og én nats tid, hvor livet var en lang række af tilfælde, der let tog sin hovedperson ud på eventyr uden ende.

Bogen handler om en forældreløs dreng, hvis eneste faste holdepunkt er en remse, der ved sin rytme og gentagelse kan hjælpe ham til at flygte fra farer. Husker han ikke remsen, så bliver han fanget eller dør. Den remse bliver bogens rytme, og som fortsætter den som en ubrudt hvisken, bærer samme ham videre gennem livets tilfældigheder.

Det er de fjollede rim, der skaber livet, ikke logik eller skæbne, og det er den tone, der bærer historien om drengen. Vægten i historien er hverken på plot eller karakterer, der er for så vidt ingen dybde eller mening, men det fremviser netop tilfældighedernes styrke og remsens pointe. Livet er kaos, mennesker er kaos, og der er ingen rød tråd, der kan binde alting sammen – alligevel tilføjes historien en dybere filosofi om mennesket, menneskets hang til vold og det vigtige i at forsøge at skabe fred mellem folk.

Dette forsøges med en vanvittig konstruktion af en fredmaskine, som efter megen møje og besvær endelig bliver samlet og tilsluttet – den vil berøve folk deres frie vilje, men hvad er det egentligt også for en størrelse, når livet alligevel oppebæres af rytmen i en tilfældigt rimende remse?

Man efterlades med et lille smil om munden og følelsen af netop at have læst en af de mere hovedløse fabler i Tusind og én nats eventyr – den ureflekterende og let naive hovedperson har overlevet utallige prøvelser uden hverken at have kæmpet for det eller lært noget, det er Klods Hans i moderne udgave, en forfløjen idé om det fortvivlende i at forsøge at skabe orden og fred i tilfældighedernes verden.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.