Rakel Haslund-Gjerrild: Alle himlens fugle

Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgave: 1
ISBN: 9788711982839
Sprog: Dansk
Sider: 199
Udgivelsesdato: 12-03-2020
Format: Indbundet

Alle himlens fugle er en overvældende fortælling, overvældende poetisk, en overvældende historie og en overvældende stemning, der lægger sig over dig som en tung dyne, der stjæler både luft og lys.

Den unavngivne pige er alene i en ødelagt verden domineret af resterne af en voldsom brand og menneskehedens efterladte affald. Hun er opvokset i denne verden, husker ikke det, der var før, og har kun de ord og den viden, som Or nåede at lære hende, før også han forsvandt. Nu er der ingen foruden hende, og ordene forlader hende et efter et.

Alle himlens fugle fortæller om menneskelig afmagt, om menneskets forhold til verden, det levende og det døde, overlevelse og ensomhed.

Bogen er voldsomt velskrevet med vægt på ordets magt og liv, ordets selvstændighed og det forhold, ord skaber mellem menneske og omgivelser. Det er så smuk en fortælling, så tung og dyster, men samtidig fjerlet i sin længsel. Det er en historie, en advarsel, en afhandling om, hvad der er menneskeligt og en poesi, der griber en der, hvor det gør virkelig ondt. Smukt, mørkt og yndefuldt.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.