George Orwell: 1984

Reklame. Bogen er sponsoreret af Bog & idé
Oversætter: Paul Monrad
Forlag: Gyldendal
Udgave: 11
ISBN: 9788702291872
Sprog: Dansk
Originalsprog: Engelsk
Originaltitel: Nineteen eighty-four
Sider: 344
Udgivelsesdato: 19-12-2019
Format: Paperback

“Appelsiner og citroner, siger klokkerne i St. Clement’s,

Du skylder mig tre farthings, siger – “

Winston Smith er et navn, som mange af os nok straks forbinder med det udødelige værk 1984, som George Orwell skrev kort efter anden verdenskrigs ophør. Bogen hører til blandt mine absolutte favoritter i litteraturen, og jeg har med glæde netop læst den igen. Hver gang jeg læser den, opdager jeg nye detaljer, og sproget i Paul Monrads oversættelse er altid et glædeligt gensyn.

“Det var en klar, kold aprildag, og urene slog netop tretten.”

Winston Smith bor i Oceania, en nation, der hører under Partiet, men han er selv langt nede i rækkerne. Partiet kontrollerer og overvåger alt, selv folks tanker, og Winston oplever en ulmende vrede mod den konstante kontrol. Han har på ulovlig vis anskaffet sig en dagbog, hvori han nedskriver sine forbudte tanker.

Winstons job består i at ændre historiske optegnelser, så de passer til Partiets behov. På denne arbejdsplads møder han Julia, og de bliver kærester. For at undgå, at Partiet opdager dem, er de sammen i proletarområdet i en lejlighed ovenpå en genbrugsbutik, hvor Partiets overvågning ikke er nær så voldsom.

I en længere periode har Winston været overbevist om, at Partimedlemmet O’Brien er en del af den undergrundsbevægelse, der forsøger at vælte Partiet, og da han en dag modtager besked om, at O’Brien gerne vil se ham, tror han, at han hele tiden har haft ret. O’Brien er dog spion, og da han får Winston til at indrømme sine forbudte tanker om oprør, sender han Winston til værelse 101, hvor han efter lang tids hjernevask og tortur endelig lærer at elske Store Broder i stedet for Julia og sin frihed.

Krig er fred

Frihed er slaveri

Uvidenhed er styrke

1984 er mere end bare en fortælling. Den inkorporerer referencer til det russiske styre (2+2=5), til den spanske borgerkrig som ville udskifte faciststyret med et andet autoritært regime og Hitlers brug af massemedier for at få tag i folket. Det var netop Orwells berøring med disse lande og deres kampe som inspirerede ham til at skrive bogen med den skarpe kritik af autoritære tendenser. Brutaliteten, overvågningen, forræderierne og paranoiaen, som beskrives i 1984, er alt sammen baseret på virkeligheden.

1984 åbnede verdens øjne, hvad angår regimer og totalitarisme i 1949. I dag kan vi skæve til de sociale medier, hvor indsamlingen af vores informationer, smag, tendenser og vaner kan bruges til politisk valgkamp. I bogen udraderes selvet, sproget og forståelsen af virkeligheden. Ideologien overtager selvstændig tænkning, og netop her er den evigt lurende fare, også i verden i dag. Den dag i dag er bogen stadig forbudt i visse lande, og dens budskab står klart: Viden er magt.

1984 skal stadig læses og værdsættes. Trods dens klassiker- og kultstatus er den evigt aktuel, og dens budskab og udstilling af en verden underlagt tyranni er uhyggeligt aktuel.

Du kan købe den her og læse mere om Orwell her.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.