Bianca Bellová: Søen

Reklame. Bogen er sponsoreret af forlaget.
Oversætter: Peter Bugge
Forlag: Jensen & Dalgaard
Udgave: 1
ISBN: 9788771514513
Sprog: Dansk
Originalsprog: Tjekkisk
Originaltitel: Jezero
Sider: 242
Udgivelsesdato: 27-02-2020
Format: Hæftet

I den lille landsby Boros har de i generationer levet af at fiske i søen og været på god fod med Søens Ånd. Men nu er ånden vred, og han lader sin harme regne ned over landsbyen i form af faldende vandstand, arbejdsløshed, kløende eksem, dødsfald, voldtægter og fattigdom. Drengen Nami er produktet af sådan en voldtægt, og han vokser op hos sine bedsteforældre, der som normen er, lader vold være en del af hverdagen og opdragelsen.

Vi befinder os i ingenmandsland, et sted domineret af russiske soldater og tristhed. Mændene drikker og slår deres kvinder og børn, børnene efterligner denne opførsel og hvis man vil ændre noget, må man rejse væk. Da Søens Ånd også kræver Namis bedsteforældre vælger han endelig at forlade landsbyen og søge ind til storbyen.

Namis historie er en dannelsesroman, hvor han starter og slutter samme sted, søger sin oprindelse, lærer om livet og udvikler sig fra et offer af omstændighederne til en mand med egen mening.

Sproget i romanen er dystert og skabende med en underliggende kraft, der hele tiden titter frem mellem linjerne for at skabe det modløse og triste, der driver hele fortællingen. Alt, der engang var godt, forfalder, der er ingen tryg favn at finde noget sted og alle lever for egen skyld. Bellová har vundet flere priser for romanen, og det med rette. Den er gribende, hudløs og dyb, og den fortæller en historie om, hvor svært det er at forlade sit bur, selvom friheden er lige der foran en. Mennesket er fanget i modløsheden, volden og blindt for alle muligheder for et andet liv.

Der kommer ingen forløsning, men et dyk ned til bunden af søen, hvilket smukt afrunder Namis søgen. Bellová leverer en fuldendt roman, en mørk, men skøn fortælling og en menneskeskildring, man sent glemmer.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.