Bogen er sponsoreret af forlaget
Oversætter Signe Lyng
Forlag Jensen & Dalgaard
Udgave 1
ISBN 9788771513912
Sprog Dansk
Originalsprog engelsk
Originaltitel The Blood Miracles
Sider 324
Udgivelsesdato 12-04-2019
Format Hæftet

Lisa McInerney betegner sig selv som working class-writer. Hun skriver fra og om den del af befolkningen, og det gør hun rigtig godt.

Blodige mirakler er en selvstændig fortsættelse af hendes debutbog. Den kan dog godt læses uden forgængeren, om end jeg, da jeg læste, gerne ville have haft etteren med alene for at kende karaktererne bedre.

Det er nemlig karaktererne, der gør McInerney så læseværdig. I Blodige mirakler følger vi den unge mand Ryan Cusak, der befinder sig midt imellem to verdener, som han ikke kan vælge imellem. På den ene side står den søde kæreste og et stille, normalt liv, på den anden det pulserende, kriminelle miljø, hvor han fungerer som højre hånd for byens up and coming-narkobaron.

Det, som griber dig, er Ryan, hans tanker, følelser, dilemmaer og mere eller mindre frivillige valg; hans deroute og laissez-faire. Han er så ægte, at man får lyst til at stikke ham en lussing og bede ham om at tage sig sammen. Og samtidig er hans fald så fascinerende…

Sproget er lige så tummelumsk som karaktererne, til tider krystalklart grænsende til råt og så derefter fint og flyvsk. Og det er netop sproget og Ryan, der giver romanen alt. Det er som de byture, der beskrives, svimle basrytmer, kvalmende meget sprut og tvivlsomme piller med tunge tanker og anger til følge.

Romanen er en oplevelse, du ikke må nægte dig selv.

Læs den før din pusher.

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.