Batzer & co, 2017

Det er svært at finde på nye måder, hvorpå jeg kan fortælle, hvor utrolig en forfatter, Kalman er. Siden, jeg opdagede ham, har jeg nu læst fire af hans værker, og resten er på min ønskeliste. 

De er alle forskellige, men de har den samme magiske midte, der stråler ud gennem fortælling og sprog, et lys, der flyder fra hver side, ud gennem rummet, gennem læserens hjerne, sjæl, bevidsthed og videre ud i verden, hvor det skaber nyt rum. Og som Kalman selv siger, så er det litteraturens opgave at gøre verden større. At skabe nyt. Og det er præcis, hvad han gør.

Nogenlunde på størrelse med universet er en fortsættelse af Fisk har ingen fødder. Det er en svimlende historie, en slægtssaga, der på mesterlig vis indfanger både den nutidige hovedperson, Ari, hans bedstemor Margret, Aris far, venner, naboer … og på den særlige måde, som Kalman har, bliver alle disse meget mere end bare karakterer i et spind; de bliver levende, lys og skygge, tanker og følelser. Kalman skriver dem ind under huden på læseren, tilføjer en dimension af ord, der udvider ens verden til at indeholde disse mennesker. Det er stor litteratur. Det er ægte.

Jeg græder med Margret over Tordur, og endnu mere med Ari, da han vågner i sin døde mors arme. Jeg løber over stranden, over sten og gennem iskoldt vand for at redde Gunnar, jeg skjuler et smil og holder vejret, når Margret lister sig gennem natten for at se på stjerner med Torkel. Der er ikke rigtigt og forkert her, kun liv – brølende, brusende, tordnende liv, som ind imellem bliver så voldsomt, at det også må dulmes og holdes tilbage. Og hvordan kan man det?

Som altid indeholder Kalmans roman alt det, som menneskets liv indeholder, et liv, der er nogenlunde på størrelse med universet: glæde og sorg, kærlighed og had, succes og nederlag, liv og død, lys og mørke, men det er ikke enkelt, ikke sort og hvidt, det er gråmeleret, spillende lys gennem trækroner, et utroligt patchwork, som sjældent finder vej til papiret, fordi det er så svært at gengive, hvor facetteret et menneske er. Men det evner Kalman. Til fulde. Og det er gribende godt.

Nogenlunde på størrelse med universet kan læses selvstændigt, men jeg vil anbefale at læse Fisk har ingen fødder først, da fortællingen om Ari, hans liv og hans slægt fortjener at fremstå i sin helhed. Og så kan du under ingen omstændigheder nogensinde læse en bog for meget, når den er skrevet af Kalman.

Ja, det er ren litterær tilbedelse, jeg bøjer mig i støvet og indrømmer det gerne…

Køb den her

0 Comments

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.